Du er her:
John Gabriel Borkman
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
legg: 1, blad: [1]r
1.
John Gabriel Borkman.
Skuespil i fire akter
1896.
legg: 1, [1]v
Faksimile
legg: 1, blad: [2]r
John Gabriel Borkman.
Faksimile
legg: 1, blad: [2]v
Personerne:
John Gabriel Borkman, forhenværende bankchef.
Fru Gunhil˹d˺ Borkman, hans hustru.
Student Erhart Borkman, deres søn.
Frøken Ella Rentheim, fru Borkmans tvillingsøster.
Fru Fanny Wilton.
Vilhelm Foldal, extraskriver i et regeringskontor.
Frida Foldal, hans datter.
Fru Borkmans stuepige.
Handlingen foregår en vinteraften på den
rentheimske familiegård udenfor hovedstaden.
Faksimile
legg: 2, side: 1
2.
1
Første akt.
(Fru Borkmans dagligstue, udstyret
med gammeldags falmet pragt. En åben
skyvedør fører ind i en havestue med vin-
duer og glasdør i baggrunden. Derigen-
nem udsigt til haven, hvor snevejret fy-
ger i tusmørket. På højre sidevæg indgangs-
dør fra forstuen. Længere fremme en stor,
gammel jernovn med ild i. Til venstre, no-
get tilbage, en enkelt, mindre dør. Foran på
samme side et vindu, dækket af tykke for-
hæng. Mellem vinduet og døren en kanapé
med hestehårs betræk og med et tæppebelagt
bord foran. På bordet en tændt lampe med
skærm. Ved ovnen en højrygget lænestol.)
(Fru Gunhild Borkman sidder på ka-
napéen med sit hækletøj. Hun er en ældre
dame af koldt, fornemt udseende, med stiv
Faksimile
side: 2

2

holdning og ubevægelige ansigtstræk. Hen-
des rige hår er stærkt grånet. Hænderne fine,
gennemsigtige. Klædt i en tyk mørk silke-
dragt, som oprindelig har været elegant, men
nu noget slidt og medtagen. Uldsjal over
skuldrene.)
(Hun sidder en stund opret og urørlig ved
hækletøjet. Så høres udenfor bjældeklang fra
en forbikørende slæde.)
Fru Borkman

(lytter op; det tindrer af glæde i hendes øjne og
hun hvisker uvilkårligt :)
Erhart! Endelig!
( Hun rejser sig og ser ud gennem forhænget. Sy-
nes skuffet og sætter sig igen på kanapéen til sit
arbejde.)
(Stuepigen kommer lidt efter ind fra entréen
med et visitkort på en liden brikke.)
Fru Borkman

(hurtig)
Kom studenten alligevel?
Stuepigen
.
Faksimile
side: 3
3
Nej, frue. Men her er en dame ude –
Fru Borkman

(lægger hækletøjet tilside)
Nå, fru Wilton altså –
Stuepigen

(går nærmere)
Nej, det er en fremmed dame –
Fru Borkman

(rækker efter kortet)
Lad mig sé – (læser; rejser sig hurtig og sér stivt
på pigen)
Er {du}De viss på at det er til mig?
Stuepigen
.
Ja, jeg forstod det, som det var til fruen.
Fru Borkman
.
Bad hun om at få tale med fru Borkman?
Stuepigen
.
Jaha, det gjorde hun.
Fru Borkman

(kort; besluttet)
Godt. Så sig at jeg er hjemme.
(Stuepigen åbner døren for den fremmede
dame og går selv ud.)
Faksimile
side: 4
4
(Frøken Ella Rentheim kommer ind i
stuen. Hun ligner søsteren af udséende ; men
hendes ansigt har et mere lidende end hårdt
udtryk. Det bærer endnu præg af stor, karak-
terfuld skønhed i tidligere år. Det svære hår
er strøget op i naturlige bukler fra panden
og er { <...> }ganske sølvhvidt. Hun er klædt i sort
fløjl med hat og peltsfodret kåbe af samme
stof.)
(Begge søstrene står en stund i taushed
og sér prøvende på hinanden. Hver af dem ven-
ter øjensynlig at den anden skal tale først.)
Ella Rentheim
,
(som har holdt sig i nærheden af døren)
Ja, du sér nok forundret på mig, du, Gun-
hild.
Fru Borkman

(står ubevægelig oprejst mellem kanapéen
og bordet og støtter fingerspidsene mod tæppet)
Går du ikke fejl? Forvalteren bor jo i side-
bygningen, véd du.
Ella Rentheim
.
Faksimile
legg: 3, side: 5
3.
5.
Det er ikke forvalteren, jeg skal tale med i
dag.
Fru Borkman
.
Er det da mig, du vil noget?
Ella Rentheim
.
Ja. Jeg må tale nogen ord med dig.
Fru Borkman

(kommer frem på gulvet)
Nå, – så sæt dig ned da.
Ella Rentheim
.
Tak; jeg kan godt stå så længe.
Fru Borkman
.
Ganske som du selv vil. Men løs ialfald lidt
på overtøjet.
Ella Rentheim
,
( (knapper kåben op)
Ja, her er svært varmt –
Fru Borkman
.
Jeg fryser altid.
Ella Rentheim

(står en stund og ser på hende med armen hvi-
lende på ryggen af lænestolen)
Faksimile
side: 6
6.
Ja, – Gunhild, det er nu snart otte år siden
vi sidst såes .
Fru Borkman

(koldt)
Siden vi taltes ved ialfald.
Ella Rentheim
.
Rettere sagt, taltes ved, ja. – For du har vel
set mig en gang imellem, – når jeg måtte gøre
min årsrejse hid til forvalteren?
Fru Borkman
.
En gang eller to, tror jeg.
Ella Rentheim
.
Jeg har også et par gange sét et skimt af dig. I
vinduet der.
Fru Borkman
.
Bag forhængene må det ha’ været. Du har gode
øjne, du. (hårdt og skærende) Men sidste gang vi
taltes ved, – det var her inde i stuen hos mig –
Ella Rentheim

(afværgende)
Ja, ja, jeg véd det, Gunhild!
Fru Borkman
Faksimile
side: 7
7
– ugen før han, – før han slap ud.
Ella Rentheim

(går opover gulvet)
Å, rør da ikke ved det!
Fru Borkman

(fast men dæmpet)
Det var ugen før han, – bankchefen kom på fri
fod igen.
Ella Rentheim

(fremover gulvet)
Å ja, ja, ja! Jeg glemmer nok ikke den stund! Men
det er så altfor knugende at tænke på. Bare det,
at dvæle ved det et eneste øjeblik – åh!
Fru Borkman

(dumpt)
Og så får tankerne aldrig lov til at kredse om
noget andet alligevel! (i udbrud; slår hænderne
sammen)
Nej, jeg skønner det ikke! Aldrig i ver-
den! Jeg fatter ikke at noget sådant noget, – noget
så forfærdeligt kan overgå en enkelt familie! Og
så, tænk, – vor familie! En så fornem familie,
som vor! Tænke sig til, at det just skulde ram-
Faksimile
side: 8

8

me den!
Ella Rentheim
.
Å , Gunhild, – det var nok mange, mange
flere end vor familie, som det slag rammed.
Fru Borkman
.
Nå ja; men alle disse her andre bryr jeg
mig ikke så stort om. For det var da jo bare
nogen penge – eller nogen papirer, – som det
gik ud over for dem. Men for os –! For mig! Og
så for Erhart! Det barn, som han dengang
var! (i stigende oprør) Sam Skammen over
os to uskyldige! Vanæren! Den stygge, forfærde-
lige vanære! Og så rent ruineret til og med!
Ella Rentheim
,
(varsomt)
Sig mig, Gunhild, – hvorledes bærer han det?
Fru Borkman
.
Erhart, mener du?
Ella Rentheim
.
Nej, – han selv. Hvorledes bærer han det?
Fru Borkman

(blæser hånligt)
Faksimile
legg: 4, side: 9
4.
9
Tror du, jeg spør’ efter det?
Ella Rentheim
.
Spør’? Du behøver da vel ikke at spørge –
Fru Borkman

(ser forbauset på hende)
Du tror da vel aldrig at jeg omgåes ham? Kom-
mer sammen med ham? Ser noget til ham?
Ella Rentheim
.
Ikke det engang!
Fru Borkman

(som før)
Han, som har måttet sidde under lås og lukke
i fem år! (slår hænderne for ansigtet) Å, slig en
knusende skam! (farer op) Og så tænke på, hvad
navnet John Gabriel Borkman havde at betyde
før i tiden! – Nej, nej, nej, – aldrig sé ham mere! –
ÅAldrig!
Ella Rentheim

( ser en stund på hende)
Du har et hårdt sind, Gunhild.
Fru Borkman
.
Imod ham, ja.
Faksimile
side: 10
10
Ella Rentheim
.
Han er jo dog din mand.
Fru Borkman
.
Har han ikke sagt for retten at det var mig, som
begyndte med at ruinere ham? At jeg brugte så
altfor mange penge –?
Ella Rentheim

(forsigtig)
Men var der ikke noget sandt i det?
Fru Borkman
.
Men var det ikke netop ham selv, som vilde ha’
det således! Alting skulde jo være så rent me-
ningsløst overdådigt –
Ella Rentheim
.
Det véd jeg nok. Men just derfor skulde du
ha’ {f}holdt igen. Og det gjorde du nok ikke.
Fru Borkman
.
Vidste da jeg, at det ikke var hans egne pen-
ge, – de, som han gav mig til at rutte med? Og
som han rutted med selv også. Tifold være
end jeg!
Ella Rentheim
Faksimile
side: 11

11.

(stilfærdig)
Nå, det førte vel hans stilling med sig, kan jeg
tro. For en stor del da.
Fru Borkman

(hånligt)
Ja, det héd sig altid at vi måtte «repræsentere».
Og så repræsenterte han da også rigtig tilgavns!
Kørte med firspand, – som om han var en konge.
Lod folk bukke og skrabe for sig, som for en kon-
ge. ( lér ) Og så kaldte de ham ved fornavn, – hele lan-
det udover – akkurat som om han var kongen selv.
«John Gabriel», «John Gabriel». Alle så vidste de,
hvad «John Gabriel» var for en størrelse!
Ella Rentheim

(fast og varmt)
Han var en størrelse dengang, du.
Fru Borkman
.
Ja, det så jo slig ud. Men aldrig med et eneste ord
satte han mig ind i, hvorledes hans stilling egent-
lig var. Aldrig lod han sig forlyde med, hvor
han tog midlerne fra.
Ella Rentheim
.
Faksimile
side: 12
12.
Nej, nej, – det aned nok ikke de andre heller.
Fru Borkman
.
Det fik nu være det samme med de andre. Men
mig havde han pligtet at sige sandheden. Og det
gjorde han aldrig! Han bare løj, – løj så bund-
løst for mig –
Ella Rentheim

(afbrydende)
Det gjorde han visst ikke, Gunhild! Han for-
tied kanske. Men han løj visst ikke.
Fru Borkman
.
Ja, ja, kald det, som du vil. Det kommer jo gan-
ske ud på et . – Men så ramled det da også sammen.
Alting. Hele herligheden tilslut.
Ella Rentheim

(hen for sig)
Ja, alting ramled sammen – for ham, – og for
andre.
Fru Borkman

(retter sig truende ivejret)
Men det siger jeg dig, Ella, – jeg gi’r mig ikke
endda! Jeg skal nok vide at skaffe mig oprejs-
Faksimile
legg: 5, side: 13

5.
13.

ning. Det kan du forlade dig på!
Ella Rentheim

(spændt)
Oprejsning? Hvad mener du med det?
Fru Borkman
.
Oprejsning for navn og ære og velfærd! Oprejs-
ning for hele min forkludrede livsskæbne, ˹det˺ mener
jeg! Jeg har en i baghånden, jeg, skal du vide.
En, som skal tvætte rent alt det, som – som bank-
chefen har tilsmudset.
Ella Rentheim
.
Gunhild! Gunhild!
Fru Borkman

(stigende)
Der lever en hævner, du! En, som skal gøre godt
igen alt det, som hans far har forbrudt imod mig!
Ella Rentheim
.
Erhart altså.
Fru Borkman
.
Ja, Erhart, – min herlige gut! Han skal nok vi-
de at oprejse slægten, huset, navnet. Alt det, som
kan oprejses. ˹–˺ Og kanske mere til.
Faksimile
side: 14
14.
Ella Rentheim
.
Og på hvad måde mener du det skulde ské ?
Fru Borkman
.
Det får komme, som det kan. Jeg véd ikke hvo{l}rledes
det vil komme. Men jeg véd at det vil og det skal
komme engang. ( sér spørgende på hende) Ja –
Ella, – er det ikke i grunden det samme, du også
har gået og tænkt på lige siden han var liden?
Ella Rentheim
Nej, det kan jeg ikke egentlig sige.
Fru Borkman
.
Ikke det? Hvorfor tog du dig ˹da˺ af ham? Dengang,
da stormmen var brudt løs over – over huset her.
Ella Rentheim
.
Du selv kunde jo ikke dengang, Gunhild.
Fru Borkman
.
Å nej, – jeg kunde jo ikke det. Og hans far, – han
var lovlig undskyldt, – der han sad, – så godt for-
varet –
Ella Rentheim

(oprørt)
Å, at du kan få frem slige ord –! ˹ Du
Faksimile
side: 15
15.
Fru Borkman

(med et giftigt udtryk.)
Og at du kunde bekvemme dig til at ta’ dig af en, –
en John Gabriels barn! Aldeles, som om det barn var
dit eget –. Ta’ det fra mig, – og rejse hjem med det. Og
beholde det hos dig, år efter år. Til gutten blev næ-
sten voksen. ( ser mistænksom på hende) Hvorfor
gjorde du egentlig det, Ella? Hvorfor beholdt du
ham?
Ella Rentheim
.
M Jeg kom til at holde så inderlig af ham –
Fru Borkman
.
Mere end jeg, – hans mor!
Ella Rentheim

(undvigende)
Det véd jeg ikke. Og så var jo Erhart lidt svagelig
i opvæksten –
Fru Borkman
.
Erhart – svagelig!
Ella Rentheim
.
Ja, jeg syntes det, – dengang ialfald. Og så er jo
luften der borte på vestkysten så meget mildere end
Faksimile
side: 16

16.

her, véd du vel.
Fru Borkman

(smiler bittert)
Hm. Er den det? (afbrydende) Ja, du har san-
delig gjort svært f meget for Erhart, du. (foran-
drer tonen)
Nå, det forstår sig, du har jo også råd
til det. (smiler) Du var jo så heldig, du, Ella. Du
fik jo reddet alt det, som dit var.
Ella Rentheim

(krænket)
Det gjorde ikke jeg noget skridt for, – kan jeg for-
sikkre dig. Jeg havde ikke – før længe, længe bag-
efter – nogen anelse om at de papirer, som lå i banken
for min regning, – at de var sparet –
Fru Borkman
.
Ja, ja; sligt noget skønner jeg mig ikke på! Jeg
siger bare at du var heldig. ( ser spørgende på hende)
Men når du sådan på egen hånd tog dig til at op-
drage Erhart for mig –? Hvad var så din hensigt
med det?
Ella Rentheim

( ser på hende)
Faksimile
legg: 6, side: 17
6.
17.
Min hensigt –?
Fru Borkman
.
Ja, en hensigt måtte du da vel ha’. Hvad vilde
du gøre ud {a} ham til? Gøre ud af ham, mener jeg?
Ella Rentheim

(langsomt)
Jeg vilde lette vejen for Erhart til at bli’ et
lykkeligt menneske her i verden.
Fru Borkman

(blæser)
Pyh, – folk i vore kår har nok andet at gøre,
end at tænke på lykke.
Ella Rentheim
.
Hvad da, – mener du?
Fru Borkman

( ser stort, alvorligt på hende)
Erhart får først og fremst sé til at han kan
komme til at lyse så højt og så vidt udover, at
ikke noget menneske i landet længer skimter
den skyggen, som hans far har kastet over
mig – og over min søn.
Ella Rentheim
Faksimile
side: 18

18.

(forskende)
Sig mig, Gunhild, – er det det krav, som Erhart
selv stiller til sit liv –?
Fru Borkman

(studsende)
Ja, det får vi da vel håbe!
Ella Rentheim
.
– eller er det ikke snarere et krav, som du stil-
ler til ham?
Fru Borkman

(kort)
Jeg og Erhart stiller altid de samme krav til
os selv.
Ella Rentheim

(tungt og langsomt)
Så sikker er du altså på din gut, du, Gunhild.
Fru Borkman

(dulgt hoverende)
Ja, gud ske lov og tak, – det er jeg. Det kan du for-
lade dig på!
Ella Rentheim
.
Så synes jeg du i grunden må føle dig lykkelig
Faksimile
side: 19

19.

alligevel. Trods alt det andet.
Fru Borkman
.
Det gør jeg også. For vidt. Men så, – hvert
øjeblik, ser du, – så kommer jo dette her andet dri-
vende som et uvejr ind over mig.
Ella Rentheim

(med omslag i tonen)
Sig mig –. Lige så godt straks. For det var egent-
lig det, jeg kom ud til dig for –
Fru Borkman
.
Hvilke{n}t?
Ella Rentheim
.
Noget, jeg synes jeg må tale med dig om. – Sig
mig, – Erhart bor jo ikke her ude hos – hos eder
andre.
Fru Borkman

(hårdt)
Erhart kan ikke bo her ude hos mig. Han må
bo inde i byen –
Ella Rentheim
.
Det har han skrevet mig til.
Fru Borkman
.
Faksimile
side: 20
20.
Han må det for studierns skyld. Men han kom-
mer ud til mig en stund hver eneste aften.
Ella Rentheim
.
Ja, kunde jeg så kanske få sé ham? Og tale
med ham straks?
Fru Borkman
.
Han er ikke kommen endnu. Men jeg venter
ham hvert øjeblik.
Ella Rentheim
.
Jo, Gunhild, – han vært være kommen. For
jeg hører ham gå ovenpå.
Fru Borkman

(med flygtigt øjekast)
Oppe i storsalen?
Ella Rentheim
.
Ja. Jeg har hørt ham gå deroppe lige siden
jeg kom.
Fru Borkman

(vender øjnene fra hende)
Det er ikke ham, det, Ella.
Ella Rentheim

(studser)
Faksimile
legg: 7, side: 21
7.
21.
Er det ikke Erhart? (anende) Hvem er det da!
Fru Borkman
.
Bankchefen.
Ella Rentheim

(sagte, i undertrykt smærte)
Borkman. John Gabriel Borkman!
Fru Borkman
.
Slig går han op og ned. Frem og tilbage. Fra mor-
gen til kvæld. Dag ud og dag ind.
Ella Rentheim
.
Jeg har jo rigtignok hørt ymte om et og andet –
Fru Borkman
.
Kan tro det. Der ymtes visst adskilligt om os her-
ude.
Ella Rentheim
.
Erhart har ymtet om det. I brevene. At hans far
holdt sig mest for sig selv, – deroppe. Og du for
dig her nedenunder.
Fru Borkman
Ja, – vi har havt det så, vi, Ella. Helt fra de slap
ham ud. Og sendte ham hjem til mig. – I alle de
lange otte årene.
Faksimile
side: 22
22
Ella Rentheim
.
Men jeg har aldrig tænkt, at det kunde være rig-
tig sandt. At det kunde være muligt –!
Fru Borkman

(nikker)
Sandt er det. Og kan aldrig bli’ anderledes.
Ella Rentheim

( ser på hende)
Dette må da være et forfærdeligt liv, Gunhild.
Fru Borkman
.
Mere end forfærdeligt, du. Snart ikke til at hol-
de ud længer.
Ella Rentheim
.
Det kan jeg så godt forstå.
Fru Borkman
.
Stadig at høre hans skridt deroppe. Lige fra den
tidlige morgen til langt på nat. – Og så lydt, som
her er hernede!
Ella Rentheim
.
Ja, det er svært, så lydt her er.
Fru Borkman
.
Mangen gang kommer det mig for, at jeg har
Faksimile
side: 23

23.

en syg ulv gående i bur deroppe på salen. Li-
ge ret over hodet på mig. (lytter og hvisker) Hør
bare, du! Hør! Frem og tilbage, – frem og til-
bage går ulven.
Ella Rentheim

(varsomt)
Kunde det ikke bli’ anderledes, Gunhild?
Fru Borkman

(afvisende)
Han har aldrig gjort noget skridt til det{?}.
Ella Rentheim
.
Men kunde så ikke du gøre det første skridt
da?
Fru Borkman

(farer op)
Jeg! Efter alt det, han har forbrudt imod mig!
– Nej tak! Lad så heller ulven bli’ ved at tasse
omkring deroppe.
Ella Rentheim
.
Her blir mig for varmt. Jeg må nok få lov at
ta’ tøjet af alligevel.
Fru Borkman
.
Faksimile
side: 24
24.
Ja, jeg spurgte dig jo før –
(Ella Rentheim lægger kåbe og hat fra sig
på en stol ved indgangsdøren)
Ella Rentheim
.
Træffer du aldrig til at møde ham udenfor hu-
set?
Fru Borkman

( lér bittert)
I selskabslivet, mener du?
Ella Rentheim
.
Jeg mener, når han går ud i den friske luft.
Inde på stierne i skoven, eller –
Fru Borkman
.
Bankchefen går aldrig ud.
Ella Rentheim
.
Ikke i mørkningen engang?
Fru Borkman
.
Aldrig.
Ella Rentheim

(bevæget)
Det kan han ikke overvinde sig til?
Fru Borkman
.
Faksimile
legg: 8, side: 25
8.
25.
Kan vel ikke det. Han har sin store slængkappe
og filthatten hængende i væggeskabet. I forstuen, véd
du –
Ella Rentheim

(hen for sig)
– det skabet, vi legte i da vi var små –
Fru Borkman

(nikker)
Og en gang imellem, – om aftenen sent, – så kan jeg
høre at han kommer ned – for at ta’ på sig og gå
ud. Men så standser han gerne midtvejs i trap-
pen, – og vender om. Og så går han op igen på
salen.
Ella Rentheim

(stille)
Kommer aldrig nogen af hans gamle venner
derop og sér til ham?
Fru Borkman
.
Han har ingen gamle venner.
Ella Rentheim
.
Han havde dog så mange – engang.
Fru Borkman
.
Faksimile
side: 26
26.
Hm! Dem sørged han jo så pænt for at skaf-
fe sig af med. Han blev sine venner en dyr ven,
– han, John Gabriel.
Ella Rentheim
.
Å ja, det kan du jo nok ha’ ret i, Gunhild.
Fru Borkman

( hæftig )
For resten må jeg sige, at det er lumpent, lavt,
usselt, småligt at lægge så svær vægt på den
smule tab, de kan ha’ lidt ved ham. Pengetab
var det da jo bare. Ikke andet.
Ella Rentheim

(uden at svare)
Og så lever han altså deroppe så ganske alene.
Så rent for sig selv.
Fru Borkman
.
Ja, han gør vel det. Jeg hører rigtignok sige
at der kommer en gammel kopist eller extra-
skriver op til ham en gang imellem.
Ella Rentheim
.
Å så; det er visst en, som heder Foldal. For jeg
véd at de to var ungdomsvenner.
Faksimile
side: 27
27.
Fru Borkman
.
Ja, de var nok det, tror jeg. Jeg kender for-
resten ikke noget til ham. For han kom aldr{g}ig
med i vor selskabskreds. Dengang vi havde no-
gen –
Ella Rentheim
.
Men nu kommer han altså til Borkman?
Fru Borkman
.
Ja, han er ikke kræsnere end som så. Men, det
forstår sig, han kommer nu bare i mørknin-
gen da.
Ella Rentheim
.
Denne Foldal, – han var også en af dem, som
led tab da banken gik overstyr.
Fru Borkman

(henkastende)
Ja, jeg synes, jeg kan huske at han misted
nogen penge, han også. Men det var visst så
rent ubetydeligt –
Ella Rentheim

(med let eftertryk)
Det var alt det, han ejed.
Faksimile
side: 28
28.
Fru Borkman

(smiler)
Nå, men herregud , – det, han ejed, det var da
visst virkelig så forsvindende lidet, du. Ikke
nogenting at snakke om.
Ella Rentheim
.
Der blev heller ikke snakket om det, – af Foldal, –
under processen.
Fru Borkman
.
Og˹,˺ for øvrigt, så kan jeg fortælle dig det, at Er-
hart har gi’t så rundelig erstatning for den ube-
tydelighed.
Ella Rentheim

(forundret)
Har Erhart! Hvorledes har Erhart kunnet
det?
Fru Borkman
.
Han har taget sig af Foldals yngste datter.
Og læst med hende, – så hun kanske kan bli’ til
noget og sørge for sig selv engang. Sé , – det er
visst meget mere, du, end fa’ren kunde ha’ gjort
for hende.
Faksimile
legg: 9, side: 29
9.
29.
Ella Rentheim
.
Ja, fa’ren, han sidder vel i små kår, han, kan
jeg tro.
Fru Borkman
.
Og så har Erhart maget det så at hun får læ-
re musik. Hun er nu alt ble’t så flink at hun
kan komme op til – til ham deroppe på salen, og
spille for ham.
Ella Rentheim
.
Så han holder da af musik fremdeles?
Fru Borkman
.
Å ja, han gør vel det. Han ha{m}r jo det pianoet,
som du skikked herud – da han var i vente –
Ella Rentheim
.
Og på det spiller hun for ham?
Fru Borkman
.
Ja, sådan en gang imellem. Om aftenerne. Det
har også Erhart få{ <...>t}t istand.
Ella Rentheim
Men må da den stakkers pige gå den lange vej-
en her ud? Og så hjem til byen igen?
Fru Borkman
.
Faksimile
side: 30
30.
Nej, det behøver hun ikke. Erhart har ordnet
det så at hun ˹får˺ være hos en dame, som boer her i nær-
heden. Det er en fru Wilton –
Ella Rentheim

(levende)
Fru Wilton!
Fru Borkman
.
En meget rig dame. En, som du ikke kender.
Ella Rent{ <...> }heim
.
Jeg har hørt navnet. Fru Fanny Wilton, tror
jeg –
Fru Borkman
.
Ja, ganske rigtig.
Ella Rentheim
.
Erhart har flere gange skrevet om hende. – B{ø}or
hun her ude nu?
Fru Borkman
.
Ja, hun har lejet en villa her. Og så er hun flyt-
tet ud fra byen for en tid siden.
Ella Rentheim

(lidt nølende)
De siger, folk, at hun skal være skilt fra sin
Faksimile
side: 31

31.

mand.
Fru Borkman
.
Manden er nok død for flere år siden.
Ella Rentheim
.
Ja, men de blev skilt –. Han lod sig skille –
Fru Borkman
.
Han rejste fra hende, gjorde han. Skylden var
visst ikke hendes.
Ella Rentheim
.
Kender du noget nærmere til hende, Gunhild?
Fru Borkman
.
Å ja såmænd . Hun bor jo lige i nærheden. Og så
sér hun ind til mig en gang imellem da.
Ella Rentheim
.
Og du synes kanske godt om hende?
Fru Borkman
.
Hun er så ualmindelig forstående. Så mærk-
værdig klar i sin dom.
Ella Rentheim
.
I sin dom om mennesker, mennesk mener du?
Fru Borkman
.
Ja, mest om mennesker. Erhart har hun nu for-
Faksimile
side: 32

32.

melig studeret. Sådan rigtig tilbunds, – ind i
sjælen. Og derfor så forguder hun ham da og-
så, – som ri{ <...> }meligt er.
Ella Rentheim

(lidt lurende)
Så kender hun kanske Erhart endnu nøjere end
hun kender dig?
Fru Borkman
.
Ja, Erhart traf hende som oftest inde i byen. Før
hun flytted her ud.
Ella Rentheim

(uoverlagt)
Og så flytted hun fra byen alligevel!
Fru Borkman

(studser og sér hvasst på hende)
˹ « Alligevel »!˺Hvad mener du med det?
Ella Rentheim

(undvigende)
Nå, herregud , – mener –?
Fru Borkman
.
Du sa’ det på en så underlig måde. Der var
noget, du mente med det, Ella!
Faksimile
legg: 10, side: 33
10.
33.
Ella Rentheim

( sér hende fast i øjnene)
Ja, det var det også, Gunhild. Der var virkelig
noget, jeg mente med det.
Fru Borkman
.
Nå, så sig det da rent ud!
Ella Rentheim
.
Først vil jeg sige dig det, at jeg synes, jeg og-
så har ligesom en slags ret til Erhart. Eller fin-
der du kanske ikke det?
Fru Borkman

( sér henad værelset)
Bevar’s vel. Efter de summer, du k<...> har ko-
stet på ham, så –
Ella Rentheim
.
Å sletikke derfor, Gunhild. Men fordi jeg hol-
der af ham –
Fru Borkman

(smiler hånligt)
Af min søn? Kan du det? Du! Trods alt?
Ella Rentheim
.
Ja, jeg kan det. Trods alt. Og jeg gør det. Jeg hol-
Faksimile
side: 34

34.

der af Erhart. Så meget, som jeg overhodet kan
holde af et menneske – nu for tiden. I min alder.
Fru Borkman
.
Nå ja, ja, lad så være; men –
Ella Rentheim
.
Og derfor, ser du, så blir jeg bekymret så snart
jeg mærker noget, som truer ham.
Fru Borkman
.
Truer Erhart! Ja, men hvad truer ha{ <...> }m? Eller
hvem truer ham da?
Ella Rentheim
.
Det gør nok for det første du, – på din vis –
Fru Borkman

(udbryder)
Jeg!
Ella Rentheim
.
– og så denne fru Wilton også, – er jeg bange
for.
Fru Borkman

( ser en stund målløs på hende)
Og sligt noget kan du tro om Erhart! H Om
min egen gut! Han, som har ˹sin˺ den store mission
Faksimile
side: 35

35.

at fuldbyrde!
Ella Rentheim

(henkastende)
Å hvad, mission –!
Fru Borkman

(oprørt)
Og det tør du sige så hånligt!
Ella Rentheim
.
Tror du at et ungt menneske, i Erharts alder, –
sund og glad, – g tror du at han går hen og ofrer
sig for – for sligt noget som en «mission»!
Fru Borkman

(stærk og fast)
Erhart gør det! Det véd jeg så visst.
Ella Rentheim

(ryster på hovedet )
Du hverken véd det eller du tror det, Gunhild.
Fru Borkman
.
Tror jeg det ikke!
Ella Rentheim
.
Det er bare noget, som du går og drømmer om.
For havde du ikke det at klynge dig fast til, så
Faksimile
side: 36

36.

synes du vel at du måtte rent fortvile.
Fru Borkman
.
Ja, da måtte jeg rigtignok fortvile. ( hæftig ) Og det
<...> er kanske det, du helst så, du, Ella!
Ella Rentheim

(med løftet hoved )
Ja, jeg så det helst – ifald du ikke kan fri dig
på anden måde, end at det skal gå ud over Er-
hart.
Fru Borkman

(truende)
Du vil træde imellem os! Mellem mor og søn! Du!
Ella Rentheim
.
Jeg vil fri ham ud <...> af din magt, – din vold, – dit
herredømme.
Fru Borkman

(triumferende)
Det kan du ikke mere! Du havde ham i dine
garn – lige til hans femtende år. Men nu har jeg
vundet ham igen, ser du!
Ella Rentheim
.
Så vil jeg vinde ham igen fra dig! (hæst; halvt
Faksimile
legg: 11, side: 37

11.
37

hviskende)
Vi to, vi har kæmpet på liv og død
om et menneske før, vi, Gunhild!
Fru Borkman

( sér hoverende på hende)
Ja, og jeg vandt sejr.
Ella Rentheim

(hånsmiler)
Synes du endnu at den sejr blev til vinding
for dig?
Fru Borkman

(mørk)
Nej; – det har du så blodig ret i.
Ella Rentheim
.
Det blir ingen vinding for dig dennegang
heller.
Fru Borkman
Ingen vinding, det, at beholde en mors magt
over Erhart!
Ella Rentheim
.
Nej; for det er bare magten over ham du vil
ha’.
Fru Borkman
.
Faksimile
side: 38
38.
Og du da!
Ella Rentheim

(varmt)
Jeg vil ha’ hans kærlige sind, – hans sjæl, –
hans hele hjerte –!
Fru Borkman

(udbryder)
Det får du aldrig mere i denne verden!
Ella Rentheim

( sér på hende)
Har du kanske sørget for det?
Fru Borkman

(smiler)
Ja, det har jeg rigtignok tilladt mig. Har du
ikke kunnet læse det ud af hans breve?
Ella Rentheim

(nikker langsomt)
Jo. Hele du var i hans breve tilslut.
Fru Borkman

(tirrende)
Jeg har nyttet disse otte år – da jeg har havt
ham under øjne, ser du.
Faksimile
side: 39
39.
Ella Rentheim

(behersket)
Hvad har du sagt Erhart om mig? Går det an
at du fortæller mig det?
Fru Borkman
.
Ja, det går så godt an.
Ella Rentheim
.
Så gør det da!
Fru Borkman
.
Jeg har bare sagt ham det, som sandt er.
Ella Rentheim
.
Nå?
Fru Borkman
.
Jeg har idelig og altid indpræntet ham, at han,
vær’sgo’, får huske på at det er dig, vi må takke
for at vi kan leve såpass, som vi gør. At vi overho-
det kan leve.
Ella Rentheim
.
Ikke andet end det!
Fru Borkman
.
Å, sligt noget bider, du. Det føler jeg på mig
selv.
Faksimile
side: 40
40.
Ella Rentheim
.
Men det er jo omtrent bare det, som Erhart vidste
i forvejen.
Fru Borkman
.
Da han kom hjem igen til mig, bildte han sig
ind at du gjorde altsammen af et godt hjerte.
( ser skadefro på hende) Nu tror han ikke det
længer, Ella.
Ella Rentheim
.
Hvad tror han da nu?
Fru Borkman
.
Han tror det, som sandt er{,}. Jeg spurgte ham,
hvorledes han forklarte sig det, at tante Ella al-
drig rejste hid for at besøge os –
Ella Rentheim

(afbrydende)
Det vidste han før!
Fru Borkman
.
Han véd det bedre nu. Du havde bildt ham ind
at det var for at skåne mig og – og ham, som går
deroppe på salen –
Ella Rentheim
.
Faksimile
legg: 12, side: 41
12.
41.
Det var det også.
Fru Borkman
.
Det tror ikke Erhart en smule på nu længer.
Ella Rentheim
.
Hvad har du da nu fåt ham til at tro om
mig?
Fru Borkman
.
Han tror, som sandt er, at du skam˹m˺er dig
over os, – foragter os. Eller gør du kanske ikke
det? Har du ikke engang pønset på at få ri-
ve ham helt løs fra mig? Tænk dig om, Ella.
Du husker det visst.
Ella Rentheim

(afvisende)
Det var i skandalens værste tid. Da sagen
stod for retten. – Jeg nærer ikke de tanker
længer nu.
Fru Borkman
.
Det vilde ikke nytte dig noget heller. For hvad
blev der så ellers af hans mission! Å nej { <...> }tak, du!
Det er mig, Erhart behøver, – ikke dig. Og derfor
er han som død for dig! Og du for ham!
Faksimile
side: 42
42.
Ella Rentheim

(koldt, besluttet)
Vi skal sé . For nu blir jeg her ude.
Fru Borkman

(stirrer på hende)
Her på gården?
Ella Rentheim
.
Ja, her.
Fru Borkman
Her – hos os? Hele natten over?
Ella Rentheim
.
Her ude blir jeg hele resten af mine dage, om
så skal være.
Fru Borkman

(fatter sig)
Ja ja, Ella, – gården er jo din.
Ella Rentheim
.
Å hvad –!
Fru Borkman
.
Alt sammen er jo dit. Den stol, jeg sidder
på, er din. Den seng, jeg ligger og vælter mig
søvnløs i, den tilhører d{ <...> }ig. Den mad vi spiser,
Faksimile
side: 43

43.

den får vi gennem dig.
Ella Rentheim
.
Kan ikke ordnes på anden vis, det. Bork-
man kan ikke ha’ egen ejendom. For der vilde
straks komme nogen og ta’ det fra ham.
Fru Borkman
.
Jeg véd det nok. Vi får finde os i at leve på
din nåde og barmhjertighed.
Ella Rentheim

(koldt)
Jeg kan ikke hindre dig i at sé det ˹fra˺ den
side, Gunhild.
Fru Borkman
.
Nej, det kan du ikke. – Når vil du, vi sk{u}al
flytte ud?
Ella Rentheim

( ser på hende)
Flytte ud?
Fru Borkman

(i ophidselse)
Ja, du bilder dig da vel aldrig ind at jeg
vil bli’ boende her under tag med dig! – Nej, så
Faksimile
side: 44

44.

heller i fattighuset eller ud på landevejen!
Ella Rentheim
.
Godt. Så giv mig Erhart med –
Fru Borkman
.
Erhart! Min egen søn! Mit barn!
Ella Rentheim
.
Ja, – for rejser jeg straks hjem igen.
Fru Borkman

(efter kort betænkning; fast)
Erhart skal selv vælge mellem os.
Ella Rentheim

( sér tvilende og usikker på hende)
Han vælge? Ja, – tør du det, Gunhild?
Fru Borkman

(med hård latter)
Om jeg tør! La’ min gut vælge mellem sin
mor og dig! Ja, det tør jeg rigtignok.
Ella Rentheim

(lyttende)
Kommer der nogen? Jeg synes, jeg hører –
Fru Borkman
.
Så er det vel Erhart –
Faksimile
legg: 13, side: 45
13.
45.
(Det banker raskt på forstuedøren, som der-
på uden videre blir åbnet. Fru Wilton, selskabs-
klædt og i overtøj, kommer ind. Bag efter hende
Stuepigen, som ikke har fået ˹tid˺ til at melde og sér
rådvild ud. Døren blir stående halvt åben. Fru
Wilton er en påfaldende smuk, yppig dame i
tretiårene. Brede, røde, smilende læber. Spil-
lende øjne. Rigt, mørkt hår)
Fru Wilton
.
Godaften, kæreste fru Borkman!
Fru Borkman

(noget tørt)
Godaften, frue. (til pigen; peger mod havestuen)
Tag lampen ud derinde og tænd den.
(Stuepigen henter og går ud med lampen)
Fru Wilton

( ser Ella Rentheim)
Å, om forladelse, – her er fremmede –
Fru Borkman
.
Bare min søster, som er kommen tilrejsende –
(Erhart Borkman slår den halvåbne forstue-
dør helt op og stormer ind. Han er et ungt menne-
Faksimile
side: 46

46.

ske med lyse, frejdige øjne. Elegant klædt. Begyn-
dende knebelsbart)
Erhart Borkman

(glædestrålende; på dørtærskelen)
Hvad for noget! Er tante Ella kommen? (imod
hende; griber hendes hænder)
Tante, tante! Nej, er
det muligt! Er du her?
Ella Rentheim
{.}
(slår armene om hans hals)
Erhart! Min kære, snille gut! Nej, hvor stor du er
ble’t! Å, hvor det gør godt at få sé dig igen!
Fru Borkman

(skarpt)
Hvad skal det sige, Erhart, – står du og gemmer
dig i forstuen?
Fru Wilton

(hurtig)
Erhart – Borkman kom sammen med mig.
Erhart
.
Jeg måtte bare indom til fru Wilton et øjeblik –
for at hente lille Frida.
Fru Borkman
Faksimile
side: 47

47.

(måler ham med øjnene)
Jeg måtte b Ja så, Erhart. Du kommer ikke
først til din mor?
Erhart
.
Jeg måtte bare indom til fru Wilton et øjeblik, –
for at hente lille Frida.
Fr{øken}u Borkman
.
Er denne frøken Foldal også med?
Fru Wilton
.
Ja, vi har hende stående udenfor i entréen.
Erhart

(taler ud gennem døren)
Gå De bare ovenpå, Frida.
(Ophold. Ella Rentheim iagttager Erhart. Han
synes forlegen og noget utålmodig; hans ansigt an-
tager e{ <...> }t spændt og koldere udtryk{.})
(Stuepigen bringer den tændte lampe ind i have-
stuen, går ud igen og lukker døren efter sig)
Fru Borkman

(med tvungen høflighed)
Ja, fru Wilton, – hvis De altså vil slå Dem ned
her iaften, så –
Faksimile
side: 48
48.
Fru Wilton
.
Nej tusend tak, kære frue. Det tænker jeg
sletikke på. Vi har en anden indbydelse. Vi skal
ned til advokat Hinkels.
Fru Borkman

( sér på hende)
Vi? Hvilke vi, mener De?
Fru Wilton

( léende )
Nå, egentlig mener jeg da bare mig selv. Men
jeg fik i opdrag af husets damer at ta’ student
Borkman med, – hvis jeg tilfældigvis skulde få
øje på ham.
Fru Borkman
.
Og det fik De da, som jeg sér .
Fru Wilton
.
Ja heldigvis. Siden han var så elskværdig at
sé indom til mig, – for lille Fridas skyld.
Fru Borkman

(tørt)
Du, Erhart, – jeg vidste ellers ikke at du kendte
den familie, – disse Hinkels.
Faksimile
legg: 14, side: 49
14.
49.
Erhart

(irriteret)
Nej, egentlig kender jeg dem jo ikke heller. (til-
føjer lidt utålmodig)
Du véd visst selv bedst, du mor,
hvad folk jeg kender og ikke kender.
Fru Wilton
.
Å, pyt! I det hus blir man snart kendt! Glade, ly-
stige, gæstfri folk. Fuldt op af unge damer.
Fru Borkman

(med eftertryk)
Kender jeg min søn ret, så er ikke det egentlig
noget selskab for ham, fru Wilton.
Fru Wilton
.
Men herregud , kære frue, han er da ung, han
også!
Fru Borkman
.
Ja lykkeligvis er han ung. Det vilde ikke være godt
andet.
Erhart

(dølger sin utålmodighed)
Ja, ja, ja, mor, – det er jo en selvfølge at jeg ikke går
der hen til disse Hinkels iaften. Jeg blir naturligvis
Faksimile
side: 50

50.

her hos dig og tante Ella.
Fru Borkman
.
Det vidste jeg nok, min kære Erhart.
Ella Rentheim
.
Nej, Erhart, – for min skyld må du endelig ikke
la’ dig afholde –
Erhart
.
Jo visst da, kære tante; der kan ikke være tale
om andet. ( sér usikkert på fru Wilton) Men hvor-
ledes klarer vi det? Går det egentlig an? De har
jo svaret ja – på mine vegne.
Fru Wilton

(muntert)
Hvad snak! Skulde det ikke gå an? Når jeg
nu kommer derned i de lyse, festlige saloner, – en-
som og forladt – tænk bare! så svarer jeg nej ˹–˺ på
Deres vegne.
Erhart

(langtrukket)
Ja, når De altså mener at det går an, så –
Fru Wilton

(let og fejende)
Faksimile
side: 51
51.
Jeg har så mangen god gang svaret både ja
og nej – på egne vegne. Og skulde De gå fra Deres
tante nu da hun lige netop er kommen? Fy da,
mosjø Erhart, – vilde det være sønligt handlet
af Dem?
Fru Borkman

(ilde berørt)
Sønligt?
Fru Wilton
.
Nå, plejesønligt da, fru Borkman.
Fru Borkman
.
Ja, det får De nok føje til.
Fru Wilton
.
Å jeg synes, man har mere at takke en god pleje-
mor for, end ens egen rigtige mor, jeg.
Fru Borkman
.
Har De selv erfaret det?
Fru Wilton
.
Å gud bedre, – min mor har jeg kendt så lidet
til. Men havde jeg havt en så god plejemor, jeg
også, – så var jeg kanske ikke ble’t så – så uskik-
kelig, som folk siger at jeg er. (vender sig til
Faksimile
side: 52

52.

Erhart)
Ja, så blir man altså pænt hjemme
hos mamma og tante – og drikker té , herr stu-
dent! (til damerne) Farvel, farvel, kære frue!
Farvel, frøken!
(Damerne hilser stumt. Hun går mod døren)
Erhart

(går efter hende)
Skal jeg ikke følge Dem et lidet stykke –?
Fru Wilton

(i døren, afværgende)
Ikke et skridt skal De følge mig. Jeg er så
vel vant til at gå min vej alene. (standser i
døråbningen, sér på ham og nikker)
Men tag Dem
nu i vare, student Borkman; – det siger jeg Dem!
Erhart
.
Hvorfor skal jeg ta’ mig i vare?
Fru Wilton

(lystig)
Jo, for når jeg går nedover vejen, – ensom og for-
ladt, som sagt, – så vil jeg prøve, om jeg kan kaste
runer efter Dem.
Erhart
Faksimile
legg: 15, side: 53

15.
53.

( lér )
Å, sådan! Vil De nu prøve det igen.
Fru Wilton

(halvt alvorlig)
Ja pass Dem nu. Når jeg nu går nedover˹,˺ vejen
så vil jeg sige indvendig, – rigtig ud af min in-
derste vilje vil jeg sige: Student Erhart Bork{ <...> }man,
– tag straks Deres hat!
Fru Borkman
.
Og så ta’r han den, tror De?
Fru Wilton

( léende )
Ja bevar’s vel; så griber han straks hatten. Og
så vil jeg sige: Træk pænt yderfrakken på Dem, Er-
hart Borkman! Og galoscherne! Glem endelig
ikke galoscherne! Og følg mig så efter! Lydig, ly-
dig, lydig!
Erhart

(med tvungen munterhed)
Ja, det kan De stole på.
Fru Wilton

(med løftet pegefinger)
Faksimile
side: 54
54.
Lydig! Lydig! – God nat!
( Hun lér og nikker til damerne og lukker døren
efter sig)
Fru Borkman
.
Driver hun virkelig den slags kunster?
Erhart
.
Å langt ifra. Hvor kan du da tro det? Det er ba-
re sådan for spas. (afbrydende) Men lad os ikke
snakke om fru Wilton nu.
( Han nøder Ella Rentheim til at sætte sig i
lænestolen ved ovnen)
Erhart

(står og sér lidt på hende)
Nej, men at du har gjort den lange rejse, tante
Ella! Og det nu ved vintertid?
Ella Rentheim
.
Det blev nødvendigt for mig nu til slut, Erhart.
{ <...> }Erhart
.
Så? Hvorfor det da?
Ella Rentheim
.
Jeg måtte her ind og tale med lægerne en gang.
Erhart
.
Faksimile
side: 55
55.
Nå, det var da godt!
Ella Rentheim

(smiler)
Synes du det er så godt?
Erhart
.
At du endelig beslutted dig, mener jeg.
Fru Borkman

(i kanapéen , koldt)
Er du syg, Ella?
Ella Rentheim

( sér hårdt på ham hende)
Det véd du da vel, at jeg er syg.
Fru Borkman
.
Nå ja sådan sygelig, som du har været i
mange år –
Erhart
.
Den tid, jeg var hos dig, sa’ jeg dig så tidt at
du skulde tale med doktoren.
Ella Rentheim
.
Å der borte på mine kanter er der ingen,
som jeg har rigtig tro til. Og desuden føltes
det jo ikke så slemt dengang.
Faksimile
side: 56
56.
Erhart
.
Er det da værre med dig nu, tante?
Ella Rentheim
.
Å ja, min gut; nu er det ble’t noget værre
med mig.
Erhart
.
Ja men ikke f{o}arligt vel?
Ella Rentheim
.
Å det er nu, som en ta’r det.
Erhart

(ivrig)
Ja men véd du hvad, tante Ella, – så må du
ikke rejse hjem igen så snart.
Ella Rentheim
.
Nej det gør jeg nok ikke heller ikke.
Erhart
.
Du må bli’ her i byen. For her har du jo alle
de bedste læger at vælge imellem.
Ella Rentheim
.
Ja det var så min tanke da jeg rejste
hjemmefra.
Erhart
.
Faksimile
legg: 16, side: 57
16.
57.
Og så må du sé at finde dig et rigtig godt
logis, – et sådant et lunt, stille pensionat.
Ella Rentheim
.
Jeg tog ind imorges i det gamle, hvor jeg før
har boet.
Erhart
.
Nå ja, der får du det jo hyggeligt.
Ella Rentheim
.
Ja men jeg kommer ikke til at bli’ der allige-
vel.
Erhart
.
Så? Hvorfor ikke det da?
Ella Rentheim
.
Nej, jeg bestemte mig om da jeg kom her ud.
Erhart

(forundret)
Så –? Bestemte du dig om –?
Fru Borkman

(hækler; uden at sé op)
Din tante vil bo her på sin gård, Erhart.
Erhart

( sér afvekslende på dem begge)
Faksimile
side: 58
58.
Her! Hos os! Hos os andre! – Er det sandt, tante?
Ella Rentheim
.
Ja, jeg har bestemt mig til det nu.
Fru Borkman

(som før)
Det hører jo altsammen din tante til, véd
du.
Ella Rentheim
.
Og så blir jeg her ude, Erhart. For det første
da. Indtil videre. Jeg indretter mig for mig
selv. Der over i forvalterfløjen –
Erhart
.
Ja det har du ret i. Der har du jo altid værelser
stående. (pludselig livfuldt) Men det er sandt,
tante, – er du ikke svært træt efter rejsen?
Ella Rentheim
.
Å noget træt er jeg jo.
Erhart
.
Nå, så synes jeg, du skulde gå rigtig tidlig
tilsengs da.
Ella Rentheim

( sér smilende på ham)
Faksimile
side: 59
59.
Det vil jeg også.
Erhart

(ivrig)
For så kunde vi jo snakke nærmere sammen
imorgen – eller en anden dag, ser du. Om alt mu-
ligt. Løst og fast. Du og mor og jeg. Vilde ikke
det være meget bedre, tante Ella?
Fru Borkman

(i udbrud; rejser sig fra kanapéen )
Erhart, – jeg kan sé det på dig at du vil gå
fra mig!
Erhart

(farer sammen)
Hvad mener du med det!
Fru Borkman
.
Du vil ned til – til advokat Hinkels!
Erhart

(uvilkårlig)
Å sådan! (fatter sig) Ja synes du da jeg skul-
de h sidde her og holde tante Ella oppe til
langt på nat? Hun, som er syg, mor. Tænk
på det.
Faksimile
side: 60
60.
Fru Borkman
.
Du vil ned til Hinkels, Erhart!
Erhart

(utålmodig)
Ja men herregud , mor, – jeg synes da ikke,
jeg godt kan la’ det være. Eller hvad siger
du, tante?
Ella Rentheim
.
Du skal helst handle i fuld frihed, Erhart.
Fru Borkman

(truende imod hende)
Du vil skille ham fra mig!
Ella Rentheim

(rejser sig)
Ja hvis jeg så sandt kunde det, Gunhild!
(Musik høres ovenfra)
Erhart

(vrider sig som i pine)
Å jeg holder ikke dette her ud! ( sér sig om)
Hvor har jeg min hat? (til Ella) Kender du
den musiken der oppe på salen?
Ella Rentheim
.
Faksimile
legg: 17, side: 61
17.
61.
Nej. Hvad er det for noget?
Erhart
.
Danse macabre er det. Dødningdansen. Ken-
der du ikke dødningdansen, tante?
Ella Rentheim

(smiler tungt)
Endnu ikke, Erhart.
Erhart

(til fru Borkman)
Mor, – jeg be’r dig så vakkert, – lad mig få lov
til at gå!
Fru Borkman

( sér hårdt på ham)
Fra din mor? Vil du altså det?
Erhart
.
Jeg kommer jo herud igen – kanske imorgen!
Fru Borkman

(lidenskabelig oprørt)
Du vil fra mig! Vil være hos de fremmede menne-
sker! Hos – hos –; nej, jeg vil ikke tænke det engang!
Erhart
.
Der nede er der mange tændte lys. Og unge,
Faksimile
side: 62

62.

glade ansigter. Og der er der musik, mor!
Fru Borkman

(peger opad mod taget)
Der oppe er der også musik, Erhart.
Erhart
.
Ja just den musiken der, – den er det, som jager
mig ud af huset.
Ella Rentheim
.
Under du ikke din far den smule selvfor-
glemmelse?
Erhart
.
Jo, jeg gør. Tusendfold under jeg ham det.
Når jeg bare får slippe at høre på det selv.
Fru Borkman

( sér formanende på ham)
Vær stærk, Erhart! Stærk, min gut! Glem
aldrig at du har din store mission!
Erhart
.
Å mor, – kom ikke med de talem{o}åder! Jeg er
ikke skabt til at være missionær. – Godnat, kæ-
re tante! Godnat, mor!
( Han går ilsomt ud gennem forstuen)
Faksimile
side: 63
63.
Fru Borkman

(efter en kort taushed)
Du har nok snart taget ham igen alligevel, du, Ella.
Ella Rentheim
.
Gid jeg så sandt turde tro det.
Fru Borkman
.
Men du får ikke længe beholde ham, skal du sé .
Ella Rentheim
.
For dig, mener du?
Fru Borkman
.
For mig eller – for hende, den anden.
Ella Rentheim
.
Så heller hun end du.
Fru Borkman

(nikker langsomt)
Det forstår jeg. Jeg siger det samme. Heller
hun end du.
Ella Rentheim
.
Hvor det så end skulde bære hen med ham til slut –
Fru Borkman
.
Det fik næsten være det samme, synes jeg.
Ella Rentheim
Faksimile
side: 64

64.

(tager sit overtøj på armen)
For første gang i livet er vi to tvillingsøstre
enige. – God nat, Gunhild.
( Hun går ud gennem forstuen)
(Musiken lyder stærkere oppe fra salen)
Fru Borkman

(står en ˹stund˺ stille, farer sammen, krymper sig og hvi-
sker uvilkårligt)
Ulven tuder igen. – Den syge ulven. (hun står
et øjeblik, så kaster hun sig ned på gulvtæppet,
vrider og vånder sig og <...> hvisker i jammer)

Erhart! Erhart, – vær tro imod mig! Å kom hjem
og hjælp din mor! For jeg bærer ikke dette liv
længer!

Faksimile
legg: 18, side: 65
18.
65.
Anden akt.
(Den store fordums pragtsal ovenpå i det
Rentheimske hus. Væggene er beklædte med gam-
le vævede tapeter, forestillende jagtscener, hyr-
der og hyrdinder, alt i falmede, afblegede far-
ver. På væggen til venstre en fløjdør og nær-
mere i forgru{m}nden et piano. I hjørnet på bag-
væggen til venstre en tapetdør uden indfatning.
Midt på væggen til højre e{n}t stort udskåret ege-
træs skrivebord med mange bøger og papirer.
Længere foran på samme side en sofa med
bord og stole. Møblerne er holdt i stiv empire-
stil. På pulten og bordet står tændte lamper.)
(John Gabriel Borkman står med hænder-
ne på ryggen ved pianoet og hører på Frida
Foldal
, som sidder og spiller de sidste takter
af Danse macabre.)
(Borkman er en middelhøj, fast og kraftig
bygget mand oppe i sekstiårene. Fornemt ud-
Faksimile
side: 66

66.

seende, fint skåret profil, hvasse øjne og grå-
hvidt, kruset hår og skæg. Han er klædt i en
sort, ikke ganske moderne dragt og bærer hvidt
halstørklæde ) Frida Foldal er en smuk, bleg,
femtenårig pige med et noget træt, anstrængt
udtryk. Tarvelig pyntet i lys påklædning)
(Musikstykket er spillet til ende. Stilhed)
Borkman
.
Kan De gætte Dem til, hvor jeg første gang
hørte slige toner, som disse her?
Frida

( sér op på ham)
Nej, herr Borkman?
Borkman
.
Det var nede i gruberne.
Frida

(forstår ikke)
Ja så? Nede i gruberne?
Borkman
.
Jeg er en bergmands søn, véd De vel. Eller
véd De kanske ikke det?
Frida
.
Faksimile
side: 67
67.
Nej, herr Borkman.
Borkman
.
En bergmands søn. Og min far tog mig med
sig ned i gruberne iblandt. – Dernede synger
malmen.
Frida
.
Ja så, – synger den?
Borkman

(nikker)
Når den blir løsnet. Hammerslagene, som løs-
ner den, – det er midnatsklokken, som slår, og gør
den fri. Derfor synger malmen – af glæde – på
sin vis.
Frida
.
Hvorfor gør den det, herr Borkman?
Borkman
.
Den vil op i dagens lys og tjene menneskene.
( Han går frem og tilbage på salsg{ <...> }ulve{n}t, be-
standig med hænderne på ryggen)
Frida

(sidder lidt og venter; sér på sit ur og rejser sig)
Om forladelse, herr Borkman, – men jeg
Faksimile
side: 68

68.

må nok desværre gå, jeg.
Borkman

(standser foran hende)
Vil De alt gå nu?
Frida

(lægger noterne i mappen)
Ja jeg må nok det. (synlig forlegen) For jeg
er bestilt hen et steds iaften.
Borkman
.
Et steds, hvor der er selskab?
Frida
.
Ja.
Borkman
.
Og der skal De la’ Dem høre for selskabet?
Frida

(bider sig i læben)
N <...> ej – jeg skal spille til dans for dem.
Borkman
.
Bare til dans?
Frida
.
Ja; de vil danse efter aftensbordet.
Borkman
Faksimile
legg: 19, side: 69

19.
69.

(står og sér på hende)
Spiller De gerne til dans? Sådan omkring
i husene?
Frida

(tager overtøjet på sig)
Ja, når jeg kan få en bestilling, så –. Der er
jo altid lidt at fortjene ved det.
Borkman

(frittende)
Er det det, De mest tænker på når De sådan
sidder og spiller til dans?
Frida
.
Nej; mest tænker jeg på, hvor tungt det er at
jeg ikke får være med at danse selv.
Borkman

(nikker)
Det var just det, jeg vilde vide. (går urolig hen
over gulvet)
Ja, ja, ja, – det, ikke at få være med{, –} selv,
det er det tungeste af alt. (standser) Men så er
der en ting, som vejer det op for Dem, Frida.
Frida

( ser spørgende på ham)
Faksimile
side: 70
70.
Hvad er det for noget, herr Borkman?
Borkman
.
Det er det at De ejer tifold mere musik i Dem,
end hele danseselskabet tilsammen.
Frida

(smiler undvigende)
Å det er nu sletikke ˹så˺ sikkert.
Borkman

(løfter advarende pegefingren)
Vær da aldrig så gal at tvile på Dem selv!
Frida
.
Men herregud , når nu ingen véd om det?
Borkman
.
Bare De selv véd om det, så er det nok. – Hvor er
det, De skal hen og spille iaften?
Frida
.
Det er over hos advokat Hinkels.
Borkman

( ser pludselig hvasst på hende)
Hinkels, siger {d}De!
Frida
.
Ja.
Faksimile
side: 71
71.
Borkman

(med et skærende smil)
Kommer der fremmede i den mands hus? Kan
han få folk til at besøge sig?
Frida
.
Ja, der skal komme svært mange mennesker, ef-
ter hvad fru Wilton siger.
Borkman

( hæftig )
Men hvad slags mennesker! Kan De sige mig det?
Frida

(lidt ængstelig)
Nej, det véd jeg virkelig ikke. Jo, – det er sandt, – jeg
véd at student Borkman skal der iaften.
Borkman

(studser)
Erhart! Min søn?
Frida
.
Ja, han skal der.
Borkman
.
Hvoraf véd De det?
Frida
.
Faksimile
side: 72
72.
Han sa’ det selv. For en times tid siden.
Borkman
.
Er han da her ude idag?
Frida
.
Ja, han har været hos fru Wilton hele eftermid-
dagen.
Borkman

(forskende)
Véd De om han var indom her også? Om han
var inde og talte med nogen nedenunder, me-
ner jeg?
Frida
.
Ja, han så lidt indom til fruen.
Borkman

(bittert)
Aha, – kunde forstå det.
Frida
.
Men der var nok en fremmed dame hos hen-
de, tror jeg.
Borkman
.
Så? Var der det? Å ja, til fruen kommer der
vel sagtens nogen en gang imellem.
Faksimile
legg: 20, side: 73
20.
73.
Frida
.
Skal jeg sige til student Borkman, hvis
jeg træffer ham siden, at han skal komme her
op til Dem også?
Borkman

(barsk)
De skal ingenting sige! Det skal jeg meget
ha’ mig frabedt. De folk, som ønsker at sé op
til mig, de kan komme af sig selv. Jeg be’r
ingen.
Frida
.
Nej, nej, så skal jeg ingenting si’ da. – God-
nat, herr Borkman.
Borkman

(driver om og brummer)
Godnat.
Frida
.
Ja, får jeg kanske lov til at løbe ned vindel-
trappen? Det er fortere.
Borkman
.
Å bevar’s, – løb De for mig hvad trappe De
selv vil. Godnat med Dem!
Faksimile
side: 74
74.
Frida
.
Godnat, herr Borkman.
( Hun går ud gennem den lille tapetdør i baggrun-
den til venstre)
(Borkman går i tanker hen til pianoet og vil
lukke det men lader det være. Ser sig om i al tom-
heden og gi’r sig til at drive op og ned af gulvet fra
hjørnet ved pianoet til hjørnet i baggrunden til
højre, – bestandig rastløs og urolig frem og tilbage.
Tilsidst går han hen til skrivebordet, lytter over
mod fløjdøren, tager hurtig et håndspejl, sér sig
i det og retter på sit halstørklæde)
(Det banker på fløjdøren. Borkman hører det,
sér hurtig derhen men tier).
(Om lidt banker det igen; dennegang stærkere)
Borkman

(stående ved skrivebordet med den venstre
hånd støttet mod bordpladen og den højre indstuk-
ket på brystet)
Kom ind!
(Vilhelm Foldal kommer varsomt ind i sa-
len. Han er en bøjet, udslidt mand med milde,
Faksimile
side: 75

75.

blå øjne og tyndt, langt, gråt hår nedover frakke-
kraven. En mappe under armen. Blød filthat i
hånden og store hornbriller, som han skyder op
i panden)
Borkman

(forandrer stilling og ser på den indtrædende
med et halvt skuffet, halvt tilfreds udtryk)
Å, er det bare dig.
Foldal
.
En god aften, John Gabriel. Jo, det er såmænd
mig.
Borkman

(med et strængt blik)
Jeg synes forresten du er lovlig sent ude.
Foldal
.
Nå, vejen er ikke så ganske kort, du. Især for
en, som skal gå den tilfods.
Borkman
.
Men hvorfor går du da altid, Vilhelm? Du har
jo sporvognen lige ved.
Foldal
.
Det er sundere, det at gå. Og så er jo de ti øre
Faksimile
side: 76

76.

sparet. – Nå, har så Frida nylig været her-
oppe og spillet for dig?
Borkman
.
Hun gik lige i dette øjeblik. Mødte du hen-
de ikke udenfor?
Foldal
.
Nej, jeg har ikke set noget til hende på lange
tider. Lige siden hun kom i huset til denne
fru Wilton.
Borkman

(sætter sig i sofaen og tyder med en håndbe-
vægelse mod en stol)
Du kan gerne sætte dig, du også, Vilhelm.
Foldal
,
(sætter sig på stolkanten)
Mange tak. ( ser tungsindig på ham) Å du
kan ikke tro, hvor ensom jeg føler mig siden
Frida kom hjemmefra.
Borkman
.
Å hvad, – du har da nok igen.
Foldal
.
Ja, det véd gud jeg har. Hele fem stykker. Men
Faksimile
legg: 21, side: 77

21.
77.

Frida var den eneste, som sådan forstod mig
en smule. (ryster tungt på hovedet ) Alle de
andre forstår mig sletikke.
Borkman

(mørk, ser hen for sig og trommer på bordet)
Nej, det er sagen. Det er forbandelsen, som vi en-
kelte, vi udvalgte mennesker har at bære på. Mas-
sen og mængden, – alle de gennemsnitlige, – de for-
står os ikke, Vilhelm.
Foldal

(resigneret)
Det fik endda være med forståelsen. Med lidt
tålmodighed kan en jo altid gå og vente på den
en stund endnu. (med tårekvalt stemme) Men
der er det, som er bittrere, du.
Borkman

( hæftig )
Der er ingenting bittrere end det!
Foldal
.
Jo, der er, John Gabriel. Jeg havde nu netop
en huslig scene – før jeg gik herud.
Borkman
.
Faksimile
side: 78
78.
Så? Hvorfor det?
Foldal

(brister ud)
De derhjemme – de foragter mig.
Borkman

(farer op)
Foragter –!
Foldal

(visker øjnene)
Jeg har længe mærket det. Men idag kom det
rigtig frem.
Borkman

(tier lidt)
Du gjorde visst et dårligt valg da du gifted dig.
Foldal
Der var jo omtrent intet valg for mig. Og desu-
den, – gifte sig vil en jo gerne, når en begynder at
trække på årene. Og så reduceret, så dybt på knæ-
erne, som jeg dengang var –
Borkman

(springer op i vrede)
Skal dette her være en sigtelse til mig? En
Faksimile
side: 79

79.

bebrejdelse –!
Foldal

(ængstelig)
Nej, for guds skyld, John Gabriel –!
Borkman
.
Jo, du sidder og tænker på al den ulykke, som
brød ind over banken –!
Foldal
.
M
(beroligende)
Men jeg gi’r da ikke dig skylden for det! Gud
bevare mig vel –!
Borkman

(brummende, sætter sig igen)
Nå, det var da endda godt.
Foldal
.
For resten må du ikke tro det er min hustru,
jeg beklager mig over. Hun har jo liden dan-
nelse, stakker, det er sandt. Men nokså bra’ er
hun alligevel. – Nej, det er børnene, du –
Borkman
.
Kunde tænke det.
Foldal
.
Faksimile
side: 80
80.
For børnene, – de har jo mere kultur, de. Og
flere fordringer til livet altså.
Borkman

( ser deltagende på ham)
Og derfor så foragter de ungerne dig, Vil-
helm?
Foldal

(trækker på skuldrene)
Jeg har jo ikke gjort videre karriere, ser du.
Det må jo indrømmes –
Borkman

(rykker nærmere og lægger hånden på hans arm)
Véd de da ikke at du har skrevet et sørge-
spil i din ungdoms dage?
Foldal
.
Jo naturligvis véd de det. Men det lader ikke
til at gøre synderlig indtryk på dem.
Borkman
.
Så er de uforstående, du. For dit sørgespil
er godt. Det tror jeg fuldt og fast.
Foldal

(opklarende)
Faksimile
legg: 22, side: 81
22.
81.
Ja, synes ikke du, der er adskillig godt i det,
John Gabriel? Herregud, når jeg nu endelig
engang kunde få det anbragt – (begynder iv-
rigt at åbne og blade i mappen)
Sé her! Nu
skal jeg vise dig noget, som jeg har forandret –
Borkman
Har du det med dig?
Foldal
.
Ja jeg tog det med. Det er så længe siden jeg
læste det for dig nu. Og så tænkte jeg det kan-
ske kunde adsprede dig at høre en akt eller to –
Borkman

(afværgende, rejser sig)
Nej, nej, lad heller være til en anden gang.
Foldal
.
Ja, ja, som du vil da.
(Borkman går ud på gulvet, frem og tilbage.
Foldal pakker manuskriptet ind igen)
Borkman

(standser foran ham)
Du har ret i det, du nylig sa’, – at du ingen kar-
riere har gjort. Men det lover jeg dig, Vilhelm, at
Faksimile
side: 82

82.

når engang oprejsningens time er slået for mig –
Foldal

(vil rejse sig)
Å, tak skal du ha’ –!
Borkman

(med håndbevægelse)
Du må gerne bli’ siddende. (stigende ophidset)
Når oprejsningens time slår for mig –. Når de
indsér , at de ikke kan undvære mig –. Når de kom-
mer her op til mig på salen – og krybe{ <...> }r til korset
og trygler mig om at ta’ bankens tøjler igen {.} –! Den
nye bank, som de har grundet – og ikke kan mag-
te – (stiller sig ved skrivebordet ligesom før og
slår sig for brystet)
Her vil jeg stå og ta’ imod
dem! Og det skal høres og spørges videnom i
landet, hvad betingelser John Gabriel Bork-
man stiller for at – (standser pludselig og stir-
rer på Foldal)
Du sér så tvilende på mig! Tror
du kanske ikke at de kommer? At de må, må,
komme til mig engang? Tror du ikke det!
Foldal
.
Jo det véd gud jeg gør, John Gabriel.
Faksimile
side: 83
83.
Borkman

(sætter sig igen i sofaen)
Jeg tror det så fast. Véd det så uryggelig
visst – at de kommer. – Havde jeg ikke havt den
visshed, – så havde jeg for længe siden skudt
mig en kugle gennem hodet.
Foldal

(angst)
Å nej, for alt i verden –!
Borkman

(hoverende)
{ <...> }Men de kommer! De kommer nok! Pas på!
Hver dag, hver time kan jeg vente dem her. Og
du sér , jeg holder mig parat til at ta’ imod dem.
Foldal

(med et suk)
Bare de vilde komme rigtig snart.
Borkman

(urolig)
Ja du, tiden går; årene går; livet, – uh nej –
det tør jeg ikke tænke på! ( ser på ham) Véd du, hvor-
ledes jeg undertiden føler mig?
Faksimile
side: 84
84.
Foldal
.
Nå?
Borkman
.
Jeg føler mig som en Napoleon, der blev skudt
til krøbling i sit første feltslag.
Foldal

(lægger hånden på mappen)
Den fornemmelse kender jeg også.
Borkman
.
Å ja, det er nu sådan i det mindre, det.
Foldal

(stilfærdig)
Min lille digterverden har stor værdi for mig,
John Gabriel.
Borkman

( hæftig )
Ja men jeg, som kunde ha’ skabt millioner!
Alle bergværkerne, som jeg vilde lagt under mig!
Nye gruber i det uendelige! Vandfaldene! Sten-
bruddene! Handelsveje og skibsforbindelser hele
den vide verden udover. Alt, alt skulde jeg alene
ha’ fået istand!
Faksimile
legg: 23, side: 85
23.
85.
Foldal
.
Ja jeg véd det nok. Der var ikke den ting, du
veg tilbage for.
Borkman

(knuger hænderne)
Og så må jeg sidde her som en skamskudt stor-
fugl og sé på at de andre kommer mig i forkøbet,
– og ta’r det fra mig, stykke for stykke!
Foldal
.
Så går det mig også, du.
Borkman

(uden at agte på ham)
Tænke sig til. Så lige var jeg ved målet. Hav-
de jeg bare fåt otte dages frist til at område mig.
Alle deposita skulde da været indløste. Alle de
værdier, som jeg med modig hånd havde gjort
brug af, de skulde da igen, ha’ ligget på sin
plads, som før. De svimlende store aktieselska-
ber var dengang lige på et hængende hår kom-
met istand. Ingen eneste en skulde ha’ tabt
en øre –
Foldal
.
Faksimile
side: 86
86.
Ja herregud , – så yderlig nær som du var –
Borkman

(i kvalt raseri)
Og så kom forræderiet over mig! Netop lige
midt i afgørelsens dage! ( sér på ham) Véd du,
hvad jeg holder for den infameste forbrydelse,
et menneske kan begå?
Foldal
.
Nej, sig mig det.
Borkman
.
Det er ikke mord. Ikke røveri eller natligt
indbrud. Ikke falsk ed engang. For alt sligt
noget, det øves jo mest imod folk, som en ha-
der eller som er en ligegyldig{t}e og ikke kommer
en ved.
Foldal
.
Men det infameste da, John Gabriel?
Borkman

(med eftertryk)
Det infameste er vens misbrug af vens tillid.
Foldal

(lidt betænkelig)
Faksimile
side: 87
87.
Ja men hør nu her –
Borkman

(opfarende)
Hvad er det du vil sige! Jeg sér det på dig.
Men det slår ikke til. De folk, som havde sine
værdipapirer i banken, de skulde fåt alt sit
tilbage. Hver eneste smule! – Nej, du, – det in-
fameste, et menneske kan begå, det er at mis-
bruge en vens breve, – lægge frem for alverden
det, som bare var betroet til en eneste, på tomands-
hånd, ligesom en hvisken i et tomt, mørkt, låset
værelse. Den mand, som kan gribe til slige
midler, han er helt igennem forgiftet og for-
pestet af overskurkens moral. Og en slig ven ˹har˺
jeg havt. – Og han var den, som knuste mig.
Foldal
.
Jeg aner jo nok, hvem du sigter til.
Borkman
.
Der var ikke en fold i hele min vandel, som
jeg ikke turde lægge åben for ham. Og da så
øjeblikket var inde, da vendte han de våben
imod mig, som jeg selv havde givet ham i hænde.
Faksimile
side: 88
88.
Foldal
.
Jeg har aldrig kunnet begribe, hvorfor han –.
Ja der blev jo rigtignok ymtet om adskilligt
dengang.
Borkman
.
Hvad blev der ymtet om? Sig det. Jeg véd
jo ingenting. For jeg kom jo straks i – i isola-
tion. Hvad ymted folk om, Vilhelm?
Foldal
.
Du skulde jo været minister, blev der sagt.
Borkman
.
Det blev mig tilbudt. Men jeg afslog.
Foldal
.
Stod ham altså ikke i vejen.
Borkman
.
Å nej; det var ikke derfor han forrådte mig.
Foldal
.
Ja da begriber jeg så sandelig ikke –
Borkman
.
Jeg kan gerne sige det til dig, Vilhelm.
Foldal
.
Nå?
Faksimile
legg: 24, side: 89
24.
89.
Borkman
.
Det var – sådan et slags kvindehistorie, du.
Foldal
.
En kvindehistorie? Nej men, John Gabriel –?
Borkman

(afbrydende)
Ja, ja, ja, – de gamle, dumme historier snakker
vi ikke mere om. – Nå, minister blev da hverken han
eller jeg.
Foldal
.
Men højt tilvejrs kom han.
Borkman
.
Og jeg i afgrunden.
Foldal
.
Å det er et frygteligt sørgespil –
Borkman

(nikker til ham)
Næsten lige så frygteligt, som dit, synes jeg,
når jeg tænker på det.
Foldal

(troskyldig)
Ja mindst lige så frygteligt.
Faksimile
side: 90
90.
Borkman

( lér stille)
Men fra en anden side betragtet så er det vir-
kelig en slags komedie også.
Foldal
.
En komedie? Dette her?
Borkman
.
Ja slig, som det lader til at arte sig nu. For
nu skal du bare høre –
Foldal
.
Nå da?
Borkman
.
Ja du traf jo ikke Frida da du kom.
Foldal
.
Nej.
Borkman
.
Mens vi to sidder her, så sidder hun nede og
og [HIS: Dittografi ved linjeskift] spiller til dans hos ham, som forrådte og ru-
inerte mig.
Foldal
.
Det havde jeg da ingen anelse om.
Borkman
.
Faksimile
side: 91
91.
Jo hun tog sine noter og gik fra mig til – til
herskabshuset.
Foldal

(undskyldende)
Ja, ja, stakkers barn –
Borkman
.
Og kan du gætte, hvem hun spiller for – blandt
andre?
Foldal
.
Nå?
Borkman
.
For min søn, du.
Foldal
.
Hvad!
Borkman
.
Ja hvad synes du, Vilhelm? Min søn er der-
nede i de dansendes rækker iaften. Er det så ik-
ke en komedie, som jeg siger?
Foldal
.
Ja men så véd han visst ikke noget, du.
Borkman
.
Hvad véd han ikke?
Faksimile
side: 92
92.
Foldal
.
Han véd visst ikke, hvorledes han – denne – nå –
Borkman
.
Du kan gerne nævne navnet. Jeg kan godt tå-
le at høre det nu.
Foldal
.
Jeg er sikker på at din søn ikke kender sam-
menhængen, John Gabriel.
Borkman

(mørk, sidder og banker i bordet)
Han kender den, du, – så visst, som jeg sidder
her.
Foldal
.
Men kan du da tænke at han skulde søge om-
gang i det hus!
Borkman

(ryster på hovedet )
Min søn sér vel ikke på tingene med samme
slags øjne som jeg. Jeg tør sværge på at han står
på mine fienders side! Han synes sagtens, lige-
som de, at advokat Hinkel bare gjorde sin for-
bandede skyldighed da han gik hen og for-
Faksimile
legg: 25, side: 93

25.
93.

rådte mig.
Foldal
.
Men, kære, hvem skulde ha’ stillet sagen i det
lys for ham?
Borkman
.
Hvem? Glemmer du, hvem der har opdraget
ham? Først hans tante – fra han var en sex–syv
år gammel. Og nu bagefter – hans mor!
Foldal
.
Jeg tror, du gør dem uret i dette her.
Borkman

(opfarende)
Jeg gør aldrig noget menneske uret! Begge to
så har de hidset ham imod mig, hører du jo!
Foldal

(spagfærdig)
Ja, ja, ja, så har de vel det da.
Borkman

(harmfuld)
Å de kvinder! De fordærver og forvansker livet
for os! Forkvakler hele vor skæbne, – hele vor
sejersgang.
Faksimile
side: 94
94.
Foldal
.
Ikke alle, du!
Borkman
.
Så? Nævn mig nogen eneste en, som duer da!
Foldal
.
Nej det er sagen. De få, jeg kender, de duer
ikke.
Borkman

(blæser hånligt)
Ja hvad nytter det så! At der er slige kvin-
der til, – når en ikke kender dem!
Foldal

(varmt)
Jo, John Gabriel, det nytter alligevel. Det er
så lykkeligt og så velsignet at tænke på at
ude, rundt om os, langt borte, – der findes dog
den sande kvinde.
Borkman

(flytter sig utålmodig i sofaen)
Å lad bare være med den digtersnak!
Foldal

( sér dybt krænket på ham)
Faksimile
side: 95
95.
Kalder du min helligste tro for digter-
snak?
Borkman

(hårdt)
Ja jeg gør! Det er dette her som er skyld i at
du aldrig er kommen frem i verden. Hvis du
vilde la’ alt sligt noget fare, så kunde jeg
endnu hjælpe dig på fode, – hjælpe dig i
vejret.
Foldal

(mens det koger indeni ham)
Å det kan du jo ikke.
Borkman
.
Jeg kan, når jeg bare kommer til magten igen.
Foldal
.
Men det har visst forfærdelig lange udsigter.
Borkman

( hæftig )
Tror du kanske at den tid aldrig kommer?
Svar mig på det!
Foldal
.
Jeg véd ikke hvad jeg skal svare dig.
Faksimile
side: 96
96.
Borkman

(rejser sig, kold og fornem, med en håndbe-
vægelse mod døren)
Så har jeg ikke længer nogen brug for dig.
Foldal

(op fra stolen)
Ikke brug –!
Borkman
.
Når du ikke tror at min skæbne vil vende
sig –
Foldal
.
Men jeg kan da ikke tro imod al fornuft! –
Oprejsning måtte du jo ha’ –
Borkman
.
Videre! Videre!
Foldal
.
Vel har jeg ikke taget min examen; men
meget har jeg da læst i mine dage –
Borkman

(hurtig)
Umuligt, mener du?
Foldal
Faksimile
legg: 26, side: 97
26.
97.
Der er ikke noget præjudikat for sligt.
Borkman
.
Behøves ikke for undtagelsesmennesker.
Foldal
.
Loven kender ikke den slags hensyn.
Borkman

(hårdt og afgørende)
Du er ingen digter, Vilhelm.
Foldal

(folder uvilkårlig hænderne)
Siger du det i fuldt alvor?
Borkman

(afvisende, uden at svare)
Vi spilder bare vor tid på hinanden. Bedst,
at du ikke kommer igen.
Foldal
.
Vil du altså at jeg skal gå fra dig?
Borkman

(uden at sé på ham)
Har ingen brug for dig længer.
Foldal

(sagtmodig, tager mappen)
Faksimile
side: 98
98.
Nej, nej, nej; kan så være, det.
Borkman
.
Her har du altså hele tiden løjet for mig.
Foldal

(ryster på hovedet )
Aldrig løjet, John Gabriel.
Borkman
.
Har du ikke siddet her og løjet håb og tro og til-
lid ind i mig?
Foldal
.
Det var ikke løgn så længe du trode på mit
kald. Så længe du trode på mig, så længe trode
jeg på dig.
Borkman
.
Vi har bedraget hinanden gensidig altså. Og
kanske bedraget os selv – begge to.
Foldal
.
Men er da ikke det i grunden venskab, John Gabriel?
Borkman

(smiler bittert)
Jo, det, at bedrage, – det er venskab. Det har du ret i.
Den erfaring har jeg gjort en gang før.
Faksimile
side: 99
99.
Foldal

( sér hen på ham)
Ikke noget digterkald. Og det kunde du sige
mig så hårdhændt.
Borkman

(blødere i stemmen)
Nå, jeg er jo ikke nogen sagkyndig på det om-
råde.
Foldal
.
Kanske mere end du selv véd.
Borkman
.
Jeg?
Foldal

(sagte)
Ja du. For jeg har selv havt mine tvil – en gang
imellem, skal du vide. Den grufulde tvil – at jeg
har forkvaklet livet for en indbildnings skyld.
Borkman
.
Har du selv tvil, da står du på faldende
fødder.
Foldal
.
Derfor var det så trøsterigt for mig at komme
Faksimile
side: 100

100.

her og støtte mig op til dig, som troede . (tager
sin hat)
– Men nu er du som en fremmed for
mig.
Borkman
.
Du også for mig.
Foldal
.
Godnat, John Gabriel.
Borkman
.
Godnat, Vilhelm.
(Foldal går ud til venstre)
(Borkman står en stund og stirrer mod den
lukkede dør; gør en bevægelse, som om han vil
kalde Foldal tilbage men betænker sig og begyn-
der at gå op og ned ad gulvet med hænderne
på ryggen. Derpå standser han ved sofabor-
det og slukker lampen. Det bliver halvmørkt
i salen)
(Lidt efter banker det på tapetdøren til ven-
stre i baggrunden)
Borkman

(ved bordet, farer sammen, vender sig og
spørger højlydt)
Faksimile
legg: 27, side: 101
27.
101.
Hvem er det, som banker?
(Intet svar; det banker igen)
Borkman

(bliver stående)
Hvem er det? Kom ind!
(Ella Rentheim, med et tændt lys i hånden,
kommer tilsyne i døren. Hun er klædt i sin
sorte dragt, som før, med kåben kastet løst over
skuldrene)
Borkman

(stirrer på hende)
Hvem er De? Hvad vil De mig!
Ella Rentheim

(lukker døren efter sig og kommer nærmere)
Det er mig, Borkman.
( Hun sætter lyset fra sig på pianoet og bli-
ver stående der)
Borkman

(står som lynslagen, stirrer ufravendt på
hende og hvisker halvhøjt)
Er det – er det Ella? Er det Ella Rentheim?
Ella Rentheim
.
Faksimile
side: 102
102.
Ja. – Det er «din» Ella, – som du kalde mig
før i tiden. Engang. For de mange – man-
ge år siden.
Borkman

(som før)
Ja, det er dig, Ella, – jeg sér det nu.
Ella Rentheim
.
Kan du kende mig igen?
Borkman
.
Ja nu begynder jeg at –
Ella Rentheim
.
Årene har taget hårdt og høstligt på mig, Bork-
man. Synes du ikke det?
Borkman

(tvungent)
Du er ble’t noget forandret. Sådan i før-
ste øjeblik –
Ella Rentheim
.
Jeg har ikke de mørke krøllerne nedover nak-
ken nu. De, som du engang holdt så af at sno
om dine fingre.
Borkman
Faksimile
side: 103

103.

(hurtig)
Rigtig! Nu sér jeg det, Ella. Du har for-
andret frisuren.
Ella Rentheim

(med et trist smil)
Akkurat. Det er frisuren som gør det.
Borkman

(afledende)
Jeg vidste ellers ikke af at du var her på dis-
se kanter af landet.
Ella Rentheim
.
Jeg er også så nylig kommen.
Borkman
.
Hvorfor er du rejst hidover, – nu, ved vin-
tertid?
Ella Rentheim
.
Det skal du få høre.
Borkman
.
Er det noget, du vil mig?
Ella Rentheim
.
Dig også. Men skal vi tale om det, så må
jeg begynde langt tilbage.
Faksimile
side: 104
104.
Borkman
.
Du er visst træt.
Ella Rentheim
.
Ja, jeg er træt.
Borkman
.
Vil du ikke sætte dig? Der, – i sofaen.
Ella Rentheim
.
Jo tak. Jeg trænger til at sidde.
( Hun går over til højre og sætter sig i
det forreste sofahjørne. Borkman står ved
bordet med hænderne på ryggen og sér på
hende. Kort taushed)
Ella Rentheim
.
Det er usigelig længe siden vi to mødtes, an-
sigt til ansigt, Borkman.
Borkman

(mørk)
Længe, længe siden. Alt det forfærdelige lig-
ger imellem.
Ella Rentheim
.
Et helt menneskeliv ligger imellem. Et for-
spildt menneskeliv.
Faksimile
legg: 28, side: 105
28.
105.
Borkman

( sér hvasst på hende)
Forspildt!
Ella Rentheim
.
Ja just forspildt. For os begge.
Borkman

(i kold forretningstone)
Jeg eragter ikke mit liv som forspildt endnu.
Ella Rentheim
.
Nå, men mit liv da?
Borkman
.
De{t}r har du selv skylden, Ella.
Ella Rentheim

(med et ryk)
Og det siger du!
Borkman
.
Du kunde så godt ble’t lykkelig uden mig.
Ella Rentheim
.
Tror du det?
Borkman
.
Ifald du bare selv havde villet.
Ella Rentheim
Faksimile
side: 106

106.

(bittert)
Ja jeg véd jo nok at der stod en anden parat
til at ta’ imod mig –
Borkman
.
Men ham viste du væk –
Ella Rentheim
.
Ja, jeg gjorde det.
Borkman
.
Gang på gang viste du ham væk. År efter
år –
Ella Rentheim

(hånligt)
– år efter år viste jeg lykken fra mig, me-
ner du vel?
Borkman
.
Du kunde så godt ble’t lykkelig med ham
også. Og da havde jeg været frelst.
Ella Rentheim
.
Du –?
Borkman
.
Ja, da havde du frelst mig, Ella.
Ella Rentheim
.
Faksimile
side: 107
107.
Hvorledes mener du det?
Borkman
.
Han trode, det var mig, som stod bagved
dine afvisninger, – dine evige afslag. Og så
tog han hævn. For det kunde han så let, –
han, som havde alle mine uforbeholdne, til-
lidsfulde breve i sit værge. Dem gjorde han
brug af, – og så var det ude med mig – indtil
videre d{e}a. Sé , alt det er du skyld i, Ella!
Ella Rentheim
.
Sé , sé , Borkman, – når det kommer til stykket
så er det kanske mig, som står i skyld og gæld
til dig.
Borkman
.
Som man ta’r det. Jeg véd godt alt det, jeg har
at takke dig for. Du lod gården her, hele ejen-
dommen , tilslå dig ved auktionen. Stilled hu-
set fuldt til rådighed for mig og for – for din
søster. Du tog Erhart til dig, – og sørged for
ham i alle måder –
Ella Rentheim
.
– så længe jeg fik lov til det –
Faksimile
side: 108
108.
Borkman
.
– fik lov af din søster, ja. Jeg har aldrig
blandet mig ind i disse huslige spørgs-
mål. – Som jeg vilde sagt, – jeg véd, hvad
du har ofret for mig og for din søster. Men
du kunde også gøre det, Ella. Og du skal vel
huske på at det var mig, som satte dig i stand
til at kunne det.
Ella Rentheim

(oprørt)
Der fejler du storlig, Borkman! Det var mit
inderste, varmeste sind og hjerte for Erhart, – og
for dig også, – det var det, <...> som drev mig!
Borkman

(afbrydende)
Kære, lad os ikke komme ind på følelser
og sligt noget. Jeg mener naturligvis at når
du handled, som du gjorde, så var det mig, som
gav dig evnen til det.
Ella Rentheim

(smiler)
Hm, evnen, evnen –
Faksimile
legg: 29, side: 109
29.
109.
Borkman

(ildfuldt)
Ja netop evnen! Da det store afgørende slag
skulde stå, – da jeg ikke kunde spare hverken
slægt eller venner, – da jeg måtte gribe – og alt-
så også greb til millionerne, som var betroet
mig, – da sparte jeg alt det, som dit var, alt,
hvad du ejed og havde, – skønt jeg kunde ta’t
og lånt det – og brugt det – ligesom alt det øvri-
ge!
Ella Rentheim

(kold og rolig)
Det er sandt og rigtig, Borkman.
Borkman
.
Det er det. Og derfor, – da de så kom og tog mig,
– så fandt de også alt dit urørt i bankens
kælder.
Ella Rentheim

( sér hen på ham)
Jeg har så tidt tænkt på det, – hvorfor sparte
du egentlig alt det, som mit var? Og bare det
alene?
Faksimile
side: 110
110.
Borkman
.
Hvorfor?
Ella Rentheim
.
Ja hvorfor? Sig mig det.
Borkman

(hårdt og hånligt)
Du tænker kanske at det var for at jeg kunde
ha’ noget at falde tilbage på – om det skulde gå
galt?
Ella Rentheim
.
Å nej, du, – det tænkte du visst ikke på i de
dage.
Borkman
.
Aldrig! Jeg var så uryggelig sikker på sejren.
Ella Rentheim
.
Ja men hvorfor så alligevel –?
Borkman

(trækker på skuldrene)
Herregud, Ella, – det er ikke så godt at huske
bevæggrunde, som er en snes år gamle. Jeg hu-
sker bare at når jeg gik der ensom og tumled i
stilhed med alle de store foretagender, som
Faksimile
side: 111

111.

skulde sættes i værk, så syntes jeg at jeg var
tilmode ligesom jeg kunde tænke mig en luft-
skipper. Gik der i de søvnløse nætter og fyldte
en kæmpeballon og skulde til at sejle ˹ud˺over et
usikkert, farefuldt verdenshav.
Ella Rentheim

(smiler)
Du, som aldrig tvilte på sejren?
Borkman

(utålmodig)
Menneskene er slig, Ella. De både tviler og
de tror på den samme ting. Og (hen for sig)
Og derfor var det vel, at jeg ikke vilde ha’ dig
og dit med mig i ballonen.
Ella Rentheim

(i spænding)
Hvorfor, spør’ jeg! Sig, hvorfor!
Borkman

(uden at sé på hende)
En ta’r ikke gerne det dyreste med ombord på
slig færd.
Ella Rentheim
.
Faksimile
side: 112
112.
Du havde jo det dyreste med ombord. Selve
din fremtids liv –
Borkman
.
Livet er ikke altid det dyreste.
Ella Rentheim

(åndeløs)
Stod det slig for dig dengang?
Borkman
.
Det forekommer mig så.
Ella Rentheim
.
At jeg var det dyreste, du vidste?
Borkman
.
Ja der svæver mig for noget sligt.
Ella Rentheim
.
Og dengang var der dog gået år og d{o}ag hen ef-
ter at du havde sveget mig – og giftet dig med
– med en anden!
Borkman
.
Sveget dig, siger du? Du forstår visst meget
godt, at det var højere hensyn, – nå ja, andre hen-
syn da, – som tvang mig. Uden hans bistand
kunde jeg ingen vej komme.
Faksimile
legg: 30, side: 113
30.
113.
Ella Rentheim

(bekæmper sig)
Altså sveget mig af – højere hensyn.
Borkman
.
Jeg kunde ikke undvære hans hjælp. Og han
<...> satte dig som pris for hjælpen.
Ella Rentheim
.
Og du betalte prisen. Fuldt ud. Uden prut-
ning.
Borkman
.
Havde ikke noget valg. Måtte sejre eller
falde.
Ella Rentheim

(med bævende stemme, sér på ham)
Kan det være sandt, som du siger, at jeg
dengang var dig det dyreste i verden?
Borkman
.
Både dengang og siden, – længe, længe
bagefter.
Ella Rentheim
.
Og så tusked du mig bort alligevel. Købslog
om din kærligheds ret med en anden mand.
Faksimile
side: 114

114.

Solgte min kærlighed for en – for en bank-
chefspost!
Borkman

(mørk og bøjet)
Den tvingende nødvendighed var over mig,
Ella{!}.
Ella Rentheim

(rejser sig vildt og dirrende fra sofaen)
Forbryder!
Borkman

(farer sammen men behersker sig)
Det ord har jeg hørt før.
Ella Rentheim
.
Å tro aldrig at jeg sigter til, hvad du kan
ha’ forbrudt imod lands lov og ret! Hvad brug
du har gjort af alle disse aktiebreve og obliga-
tioner – eller hvad det var for noget, – hvad tror
du, jeg bryr mig om det! Havde jeg fået lov at
stå dig nær, da alt styrted sammen over
dig –
Borkman

(spændt)
Faksimile
side: 115
115.
Hvad da, Ella?
Ella Rentheim
.
Tro mig, jeg skulde båret det så gladelig
med dig. Skammen, ødelæggelsen, – alt, alt
skulde jeg ha’ hjulpet dig at bære –
Borkman
.
Havde du villet det? Kunnet det?
Ella Rentheim
.
Både villet og kunnet det. For dengang
kendte jeg jo ikke din store, forfærdelige
forbrydelse –
Borkman
.
Hvilken! Hvad sigter du til?
Ella Rentheim
.
Jeg sigter til den forbrydelse, som der ingen
tilgivelse er for.
Borkman

(stirrer på hende)
Du må være fra dig selv.
Ella Rentheim

(træder nærmere)
Du er en morder! Du har begået den store
Faksimile
side: 116

116.

dødssynd!
Borkman

(viger henover mod pianoet)
Raser du, Ella!
Ella Rentheim
.
Du har dræbt kærlighedslivet i mig. (nærmere
mod ham)
Forstår du, hvad det vil sige? Der ta-
les i bibelen om en gådefuld synd, som der in-
gen tilgivelse er for. Jeg har aldrig før kunnet
begribe, hvad det var for noget. Nu begriber
jeg det. Den store nådeløse synd, – det er den
synd at myrde kærlighedslivet i et men-
neske.
Borkman
.
Og det siger du, jeg har gjort?
Ella Rentheim
.
Du har gjort det. Jeg har aldrig egentlig rigtig
vidst, hvad der egentlig var vederfaret mig før
nu ikveld. Det, at du svigted mig og vendte
dig til Gunhild istedet, – det tog jeg bare så-
dan som en almindelig ustadighed fra din
side. Og som en følge af hjerteløse kunsgreb
Faksimile
legg: 31, side: 117

31.
117.

fra hendes. Og jeg tror næsten jeg foragted dig
en smule – trods alt. – Men nu sér jeg det! Du sveg
den kvinde, du elsked! Mig, mig, mig! Det dy-
reste, du vidste i verden, det var du rede til
at afhænde for vindings skyld. Det er dob-
beltmordet, som du har gjort dig skyldig i!
Mordet på din egen sjæl og på min!
Borkman

(kold og behersket)
Hvor godt jeg kender dit lidenskabelige, u-
tøjlede sind igen, Ella. Det er sagtens så ri-
meligt for dig at sé sagen slig, som du gør.
Du er jo kvinde. Og for dig lader det jo altså
til at du ikke véd, ikke la’r gælde nogen an-
den sag i hele verden.
Ella Rentheim
.
Nej det gør jeg rigtignok ikke.
Borkman
.
Bare din egen hjertesag –
Ella Rentheim
.
Bare den! Bare den! Det har du ret i.
Borkman
.
Faksimile
side: 118
118.
Men du får huske på at jeg er en mand.
Som kvinde var du mig det dyreste i ver-
den. Men når endelig så må være, så kan
dog en kvinde erstattes af en anden –
Ella Rentheim

( sér på ham med et smil)
Gjorde du den erfaring da du havde taget
Gunhild til hustru?
Borkman
.
Nej. Men mine opgaver i livet hjalp mig
til at bære det også. Alle magtens kilder i det-
te land vilde jeg gøre mig underdanige. Alt,
hvad jord og fjeld og skog og hav rummed af
rigdomme – det vilde jeg underlægge mig og
skabe herredømme for mig selv og derigennem
velvære for de mange, mange tusend andre.
Ella Rentheim

(forta{l}bt i erindringen)
Jeg kender det. Så mangen aften, som vi
talte om dine formål –
Borkman
.
Ja med dig kunde jeg tale, Ella.
Faksimile
side: 119
119.
Ella Rentheim
.
Jeg spøgte med dine planer og spurgte, om
du vilde vække alle guldets slumrende ånder.
Borkman

(nikker)
Jeg kan huske det udtryk. (langsomt) Alle
guldets slumrende ånder.
Ella Rentheim
.
Men du tog det ikke for spøg. Du sa’: ja, ja,
Ella, det er netop det, jeg vil.
Borkman
.
Det var det også. Når jeg bare først kunde få
foden i stigebøjlen –. Og det afhang dengang af
den ene mand. Han kunde og han vilde skaf-
fe mig den ledende stilling i banken, – ifald jeg
på min side –
Ella Rentheim
.
Rigtig, ja! Ifald du på din side gav afkald
på den kvinde, du havde kær, – og som havde
dig så usigelig kær igen.
Borkman
.
Jeg kendte hans fortærende lidenskab for dig.
Faksimile
side: 120

120.

Vidste, at han aldrig på noget andet vilkår –
Ella Rentheim
.
Og så slog du til.
Borkman

( hæftig )
Ja jeg gjorde det, Ella! For magtlysten var så
ubetvingelig i mig, ser du! Og så slog jeg til.
Måtte slå til. Og han hjalp mig op halvvejs i-
mod de dragende højder, hvor jeg vilde hen. Og
jeg steg og steg. År for år steg jeg –
Ella Rentheim
.
Og jeg var som udslettet af dit liv.
Borkman
.
Og endda så styrted han mig i afgrunden i-
gen. For din skyld, Ella.
Ella Rentheim

(efter en kort, tankefuld taushed)
Borkman, – synes du ikke at der ligesom har
hvilet forbandelse over hele vort forhold?
Borkman

( sér på hende)
Forbandelse?
Faksimile
legg: 32, side: 121
32.
121.
Ella Rentheim
.
Ja. Synes du ikke det?
Borkman

(urolig)
Jo. Men hvorfor egentlig –? (udbrydende) Å Ella,
– jeg véd snart ikke længer hvem der har ret, –
enten jeg eller du!
Ella Rentheim
.
Du er den, som har forsyndet dig. Du fik al
menneskeglæde til at dø i mig.
Borkman

({e}angst)
Sig da ikke det, Ella!
Ella Rentheim
.
Al kvindelig menneskeglæde idetmindste. Fra
den tid, da dit billede begyndte at slukne i mig,
har jeg levet mit liv som under en solformørkelse.
I alle disse år er det ble’t mig mere og mere imod,
– rent umuligt tilslut, at elske nogen levende
skabning. Ikke mennesker, ikke dyr eller plan-
ter. Bare denne eneste ene –
Borkman
.
Faksimile
side: 122
122.
Hvilken eneste ene –?
Ella Rentheim
.
Erhart, naturligvis.
Borkman
.
Erhart –?
Ella Rentheim
.
Erhart, – din, din søn, Borkman.
Borkman
.
Har han altså virkelig ligget dig så varmt
på hjerte?
Ella Rentheim
.
Hvorfor tror du ellers jeg tog ham til mig?
Og beholdt ham så længe jeg bare kunde?
Hvorfor?
Borkman
.
Jeg tænkte, det var af barmhjertighed. Lige-
som alt det øvrige.
Ella Rentheim

(i stærkt indre oprør)
Barmhjertighed, siger du! Haha! Jeg har
aldrig kendt noget til barmhjertighed – siden
du sveg mig. Jeg kunde det ligefrem ikke.
Faksimile
side: 123

123.

Kom der et fattigt, forsultent barn ind i mit
køkken og frøs og græd og bad om lidt mad,
så lod jeg kokkepigen besørge det. Følte ald-
rig nogen trang til at ta’ barnet ind til mig selv,
varme det ved min egen ovn, glæde mig ved at
sidde og sé på at det fik spise sig mæt. Og jeg
havde da aldrig været slig i min ungdom; det
mindes jeg så grant! Det er dig, som har gjort
det ørkentomt og ørkengoldt indeni mig – og
udenom også!
Borkman
.
Bare ikke for Erhart.
Ella Rentheim
.
Nej. Ikke for din søn. Men ellers for alt, alt, hvad
som levende rører sig. Du har bedraget mig for en
mors glæde og lykke i livet. Og for en mors sor-
ger og tårer også. Og det turde kanske være det
dyreste tab for mig, du.
Borkman
.
Siger du det, Ella?
Ella Rentheim
.
Hvem véd? Det var kanske en mors sorger og
Faksimile
side: 124

124.

tårer, som havde tjent mig bedst. (i stærkere
bevægelse)
Men jeg kunde ikke slå mig til tåls
med tabet dengang! Og derfor så tog jeg Er-
hart til mig. Vandt ham helt. Vandt hele hans
varme, tillidsfulde barnehjerte for mig, – ind-
til –. Åh!
Borkman
.
Indtil hvad?
Ella Rentheim
.
Indtil hans mor, – hans kødelige mor, me-
ner jeg, tog ham fra <...> mig igen.
Borkman
.
Han måtte vel fra dig igen. Her ind til byen.
Ella Rentheim

(vrider hænderne)
Ja men jeg bærer ikke forladtheden, du! Ikke
tomheden! Ikke tabet af din søns hjerte!
Borkman

(med et ondt udtryk i { <...> }øjnene)
Hm, – det har du visst ikke mistet, Ella. Man
mister ikke lettelig hjerter til fromme for nogen
her nedenunder – i stueetagen.
Faksimile
legg: 33, side: 125
33.
125.
Ella Rentheim
.
Jeg har mistet Erhart her. Og hun har vundet
ham igen. Eller nogen anden også. Det lyser da
noksom ud af de breve, han skriver til mig en
gang imellem.
Borkman
.
Er det altså for at hente ham hjem til dig at du
kommer her?
Ella Rentheim
.
Ja, ifald det så sandt var gørligt, da –!
Borkman
.
Gørligt er det jo, hvis du endelig så vil ha’ det.
For du har jo det største og første krav på ham.
Ella Rentheim
.
Å krav, krav! Hvad gælder da krav her? Har jeg
ham ikke frivillig, – så har jeg ham slet ikke. Og
det er det, jeg må! Helt og udélt må jeg ha’ mit
barns hjerte nu!
Borkman
.
Du må huske på at Erhart er inde i tyveårsalde-
ren. Længe vilde du vel ikke kunne gøre regning
på at få beholde hans hjerte udélt , som du ud-
Faksimile
side: 126

126.

trykker dig.
Ella Rentheim

(med et tungt smil)
Det behøvte ikke at vare så svært længe.
Borkman
.
Ikke det? Jeg tænkte, at det du kræver, det kræ-
ver du til dine dages ende.
Ella Rentheim
.
Det gør jeg også. Men derfor behøver det ikke at
vare så længe.
Borkman

(studser)
Hvad vil du sige med det?
Ella Rentheim
.
Du ved da vel at jeg har været sygelig i alle de
sidste år?
Borkman
.
Har du?
Ella Rentheim
.
Véd du ikke det?
Borkman
Nej ikke egentlig –
Faksimile
side: 127
127.
Ella Rentheim

( sér overrasket på ham)
Har ikke Erhart fortalt dig det?
Borkman
.
Kan sandelig ikke huske det i øjeblikket.
Ella Rentheim
.
Overhodet ikke talt om mig kanske?
Borkman
.
Jo, talt om dig tror jeg nok han har. Forresten
så ser jeg så sjelden noget til ham. Næsten al-
drig. Der er nogen nedenunder, som holder ham
væk fra mig. Væk, væk, skønner du.
Ella Rentheim
.
Véd du det så sikkert, Borkman?
Borkman
.
Ja visst véd jeg det. (forandrer tonen) Nå,
men du har altså været sygelig, Ella?
Ella Rentheim
.
Ja jeg har det. Og nu i høst tog det en sådan
overhånd, så jeg måtte her ind og tale med
læger som er mere kyndige.
Borkman
.
Faksimile
side: 128
128.
Og du har alt talt med dem kanske?
Ella Rentheim
.
Ja i formiddag.
Borkman
.
Hvad sa’ de for noget da?
Ella Rentheim
.
De gav mig fuld visshed for det, som jeg læn-
ge har havt en anelse om –
Borkman
.
Nå?
Ella Rentheim

(jævn og rolig)
Det er en dødelig sygdom, jeg bærer på, Borkman.
Borkman
.
Å tro da ikke sligt noget, Ella!
Ella Rentheim
.
Det er en sygdom, som der ingen hjæp og red-
ning er for, du. Lægerne véd intet middel imod
den. De må la’ den gå sin gang. Kan ingenting
gøre for at standse den. Bare lindre lidt kan-
ske. Og det er da ialfald godt.
Borkman
.
Faksimile
legg: 34, side: 129
34.
129.
Å men det kan vare længe endnu, – tro du mig.
Ella Rentheim
.
Det kan muligens vare vinteren over, blev der
sagt mig.
Borkman

(uden at tænke ved det)
Nå ja, – vinteren er jo lang, den.
Ella Rentheim

(stille)
Den er ialfald lang nok for mig.
Borkman

(ivrig, afledende)
Men hvad i al verden kan den sygdom være
kommet af? Du, som da visst har levet så sundt
og så regelret –? Hvad kan det da være kom-
met af?
Ella Rentheim

( sér på ham)
Lægerne tænkte sig, at jeg kanske engang
havde havt store store sindsbevægelser at gå
igennem.
Borkman
Faksimile
side: 130

130.

(opbrusende)
Sindsbevægelser! Aha, jeg forstår! Det skul-
de være mig, som har skylden!
Ella Rentheim

(i stigende indre oprør)
Det er det for sent at drøfte nu! Men jeg
ha’ mit hjertes eget eneste barn igen før jeg
går bort! Det er så usigelig tungt for mig at
tænke på at jeg skal forlade alt hvad liv er, –
forlade sol og lys og luft, uden at lade efter
mig her en eneste en, som vilde tænke på mig,
mindes mig varmt og vemodigt, – slig, som en
søn tænker på og mindes den mor, han har
mistet.
Borkman

(efter et kort ophold)
Tag ham, Ella, – ifald du kan vinde ham.
Ella Rentheim

(livfuldt)
Gi’r du dit samtykke? Kan du det?
Borkman

(mørk)
Faksimile
side: 131
131.
Ja. Og det er ikke noget så stort offer, du. For
jeg ejer ham så ikke alligevel.
Ella Rentheim
.
Tak, tak for offeret endda! – Men så har jeg
en ting til at be’ dig om. En stor ting for
mig, Borkman.
Borkman
.
Nå, så bare sig det.
Ella Rentheim
.
Du vil kanske finde det barnagtigt af mig, –
ikke kunne forstå det –
Borkman
.
Sig det, – sig det da!
Ella Rentheim
.
Når jeg nu snart går bort, så efterlader jeg
mig ikke så ganske lidet –
Borkman
.
Nej du gør vel ikke det.
Ella Rentheim
.
Og det er min agt at la’ det altsammen gå
over { <...> }på Erhart.
Borkman
.
Faksimile
side: 132
132.
Ja du har jo egentlig ikke nogen nærmere.
Ella Rentheim

(varmt)
Nej, jeg har visselig ingen nærmere end ham.
Borkman
.
Ingen af din egen slægt. Du er den sidste.
Ella Rentheim

(nikker langsomt)
Ja, så er det netop. Når jeg dør, – så dør navnet
Rentheim også. Og det er mig en så kvælende
tanke. Udslettes af tilværelsen – lige til navnet –
Borkman

(farer op)
Ah, – jeg sér , hvor du vil hen!
Ella Rentheim
.
(lidenskabeligt)
Lad ikke det få ské ! Lad Erhart få bære nav-
net efter mig!
Borkman

( sér hårdt på hende)
Jeg forstår dig nok. Du vil fri min søn fra at
bære sin fars navn. Det er sagen.
Faksimile
legg: 35, side: 133
35.
133.
Ella Rentheim
.
Aldrig det! Jeg skulde selv så trodsig og gla-
delig ha’ båret det sammen med dig! Men en mor,
som snart skal dø –. Et navn binder mere end
du tror og véd, Borkman.
Borkman

(kold og stolt)
Godt og vel, Ella. Jeg skal være mand for at
bære mit navn alene.
Ella Rentheim

(griber og trykker hans hænder)
Tak, tak! Nu er der fuldt opgør mellem os! Jo,
jo, lad så være, det! Du har gjort godt igen, hvad du
kunde. For når jeg er ude af livet, så lever Er-
hart Rentheim efter mig!
(Tapetdøren slåes op. Fru Borkman, med det
store tørklæde over hovedet , står i døråbningen)
Fru Borkman

(i voldsomt oprør)
Aldrig i evighed skal Erhart hede så!
Ella Rentheim

(viger tilbage)
Faksimile
side: 134
134.
Gunhild!
Borkman

(hårdt og truende)
Her op til mig har ingen lov til at komme!
Fru Borkman

(et skridt indenfor)
Jeg ta’r mig lov til det.
Borkman

(imod hende)
Hvad er det du vil mig?
Fru Borkman
.
Jeg vil kæmpe og stride for dig. Værge dig imod
de onde magter.
Ella Rentheim
.
De v{ <...> }ærste magter er i dig selv, Gunhild!
Fru Borkman

(hårdt)
Lad så være med det. (truende, med oprakt arm)
Men det siger jeg, – sin fars navn skal han bære!
Og bære det højt frem til ære igen! Og jeg alene vil
være hans mor! Jeg alene! Mit skal min søns hjerte
være. Mit og ingen andens.
Faksimile
side: 135
135.
( Hun går ud gennem tapetdøren og lukker efter sig)
Ella Rentheim

(rystet og oprevet)
Borkman, – Erhart kommer til at gå til grunde i
dette uvejr. De{r}t komme til en forståelse mellem
dig og Gunhild. Vi må straks ned til hende.
Borkman

( sér på hende)
Vi? Jeg også, mener du?
Ella Rentheim
.
Både du og jeg.
Borkman

(ryster på hovedet )
Hun er hård, du. Hård, som den malm, jeg engang
drømte om at bryde ud af fjeldene.
Ella Rentheim
.
Så prøv det da nu!
Borkman

(svarer ikke; står og sér uviss på hende)

Faksimile
side: 136
136
Tredje akt.
(Fru Borkmans dagligstue. Lampen b{ <...> }ræn-
der fremdeles foran på kanapébordet. Inde i ha-
vestuen er der slukket og mørkt)
(Fru Borkman, med tørklædet over hovedet ,
kommer i hæftigt indre oprør ind gennem for-
stuedøren, går hen til vinduet og trækker forhæn-
get lidt tilside; derpå går hun hen og sætter sig
ved kakkelovnen men springer snart op igen
og går hen og ringer på klokkestrængen . Står
ved kanapéen og venter en stund. Ingen kom-
mer. Derpå ringer hun igen; dennegang stær
hæftigere )
(Lidt efter kommer Stuepigen ind fra for-
stuen. Hun ser grætten og søvnig ud og synes
at have klædt sig på i en fart)
Fru Borkman

(utålmodig)
Hvor bli’r De da af, Malene? Jeg har gået
Faksimile
legg: 36, side: 137

36.
137.

her og ringet to gange!
Stuepigen
.
Ja, frue, jeg hørte det nok.
Fru Borkman
.
Og så kommer De ikke alligevel.
Stuepigen

(studs)
Jeg måtte da først få kaste lidt klæ’r på mig,
véd jeg.
Fru Borkman
.
Ja, De får klæ’ Dem ordentlig på. Og så må
De straks løbe hen og hente min søn.
Studenten
Stuepigen

( sér forbauset på hende)
Skal jeg hente studenten?
Fru Borkman
Ja, De skal bare sige at han må komme hjem
til mig straks for jeg vil tale med ham.
Stuepigen

(surmulende)
Så er det vel bedst jeg vækker kusken hos
Faksimile
side: 138

138.

forvalteren da.
Fru Borkman
.
Hvorfor det?
Stuepigen
.
For at han kan spænde for slæden. Så’nt et
fælt snøvejr, som det er ude ikveld.
Fru Borkman
.
Å det gør ingenting. Bare skynd Dem og gå!
Det er jo lige her om hjørnet.
Stuepigen
.
Nej men, frue, det er da ikke lige om hjørnet,
det.
Fru Borkman
.
Jo visst er det så. Véd De da ikke, hvor advo-
kat Hinkels villa ligger?
Stuepigen

(spydig)
Å jaså , er det der at studenten er ikveld?
Fru Borkman

(studser)
Ja hvor skulde han ellers være?
Stuepigen
Faksimile
side: 139

139.

(trækker på smilet)
Nej jeg tænkte bare han var der, han plejer,
jeg.
Fru Borkman
.
Hvor, mener De?
Stuepigen
.
Hos denne her fru Wilton, som de kalder hende.
Fru Borkman
.
Fru Wilton? Min søn plejer da ikke komme
så ofte der.
Stuepigen

(halvt mumlende)
Jeg synes dem siger han kommer der dag-
stødt, jeg.
Fru Borkman
.
Det er bare noget snak, Malene. Gå altså
hen til advokat Hinkels og sé at få ham
fat.
Stuepigen

(kaster på nakken)
Ja gudbevar’s ; jeg skal nok gå.
( Hun vil gå ud gennem forstuen. I det
Faksimile
side: 140

140.

samme åbnes døren til denne. Ella Rent-
heim
og Borkman viser sig på tærskelen)
Fru Borkman

(vakler et skridt tilbage)
Hvad skal dette her betyde!
Stuepigen

(forskrækket, folder uvilkårlig hænderne)
I Jøssu’ navn da!
Fru Borkman

(hvisker til pigen)
Sig, at han må komme straks på timen!
Stuepigen

(sagte)
Ja da, frue.
(Ella Rentheim og, efter hende, Borkman
kommer ind i værelset. Stuepigen smyger sig
bag dem ud gennem døren og lukker efter
sig)
(Kort taushed)
Fru Borkman

(atter behersket, vender sig til Ella)
Hvad er det han vil her nede hos mig?
Faksimile
legg: 37, side: 141
37.
141.
Ella Rentheim
.
Han vil prøve på at komme til forståelse
med dig, Gunhild.
Fru Borkman
.
Det har han aldrig prøvet på før.
Ella Rentheim
.
Iaften vil han det.
Fru Borkman
.
Sidste gang vi stod overfor hinanden, – det
var i retten. Da jeg blev indkaldt for at gi’ for-
klaring –
Borkman

(går nærmere)
Og iaften er det mig, som vil gi’ forklaring.
Fru Borkman

( sér på ham)
Du!
Borkman
.
Ikke om det, jeg har forgået mig i. For det
kender jo al verden.
Fru Borkman

(drager et bittert suk)
Faksimile
side: 142
142.
Ja, det er et sandt ord. Al verden kender
det.
Borkman
.
Men den kender ikke, hvorfor jeg har forgået
mig. Hvorfor jeg måtte forgå mig. Menneske-
ne skønner ikke at jeg måtte det, fordi jeg var
mig selv, – fordi jeg var John Gabriel Bork-
man, – og ikke nogen anden. Og det er det, jeg
vil prøve på at gi’ dig en forklaring over.
Fru Borkman

(ryster på hovedet )
Nytter ikke noget. Tilskyndelser frikender
ingen. Indskydelser ikke heller.
Borkman
.
I ens egne øjne kan de fri{h}kende.
Fru Borkman

(slår afvisende ud med hånden)
Å lad være med dette her! Jeg har tænkt
så rundelig nok over disse dine mørke
sager.
Borkman
.
Jeg også. I de fem endeløse år i cellen – og
Faksimile
side: 143

143.

andetsteds – havde jeg tid til det. Og i de
otte år ovenpå i salen havde jeg endnu
bedre tid. Jeg har taget hele retssagen op
igen til fornyet behandling – for mig selv.
Jeg h Gang efter gang har jeg taget den op.
Jeg har været min egen anklager, min egen
forsvarer og min egen dommer. Mere upar-
tisk, end nogensomhelst anden, – det tør jeg
nok sige. Jeg har gået deroppe på salsgul-
vet og krænget og endevendt hver eneste en af
mine handlinger. Betragtet dem både for-
fra og bagfra lige så skånselløst, lige så u-
barmhjertigt, som nogen advokat. Og det
domsresultat, jeg stadig kommer til, det er
det, at den eneste, jeg har forbrudt mig imod,
– det er mig selv.
Fru Borkman
.
End imod mig da? Og imod din søn?
Borkman
.
Du og han kommer ind under det, jeg mener
når jeg siger mig selv.
Fru Borkman
.
Faksimile
side: 144
144.
Og så de mange hundrede andre da? De, som
folk siger at du skal ha’ ruineret?
Borkman

( hæftigere )
Jeg havde magten! Og så den ubetvingelige
kaldelse indeni mig da! De bundne millioner
lå der udover landet, dybt i fjeldene, og råbte
på mig! Skreg til mig om befrielse! Men in-
gen af alle de andre hørte det. Bare jeg alen{ <...> }e.
Fru Borkman
.
Ja, til brændemærke for navnet Borkman.
Borkman
.
Gad vide, jeg, hvis de andre havde havt mag-
ten, om de ikke havde handlet akkurat ligesom
jeg?
Fru Borkman
.
Ingen, ingen uden du havde gjort det!
Borkman
.
Kanske ikke. Men så var det fordi de ikke
havde evner som jeg. Og havde de gjort det, så
havde de ikke gjort det med mine formål for
øje. Handlingen var da ble’t en anden. –
Faksimile
legg: 38, side: 145

38.
145.

Kort og godt, – jeg har frikendt mig selv.
Ella Rentheim

(blødt og bønligt)
Å men tør du sige det så trygt, Borkman?
Borkman

(nikker)
Frikendt mig for vidt. Men så kommer den
store knugende selvanklage.
Fru Borkman
.
Hvilken er det?
Borkman
.
Jeg har gået deroppe og sløset bort hele otte
kostbare år af mit liv! Samme dag, jeg kom på
fri fod, skulde jeg gået ud i virkeligheden, –
ud i den jernhårde, drømmeløse virkelighed!
Jeg skulde begyndt nedenfra og svunget mig op
til højderne påny, – højere, end nogensinde før,
– trods alt det, som ligger imellem.
Fru Borkman
.
Å det blev bare at leve det samme liv om
igen , – tro du mig.
Borkman
Faksimile
side: 146

146.

(ryster på hovedet og sér belærende på hende)
Der sker ingenting nyt. Men det, som er sket, –
det gentager sig heller ikke. Det er øjet, som for-
vandler handlingen. Det genfødte øje forvand
ler den gamle handling. (afbryder) Nå, det
forstå{els}r du ikke.
Fru Borkman
.
Nej, det er just forbandelsen, at jeg aldrig
har fundet for
(kort)
Nej, jeg forstår det ikke.
Borkman
.
Nej, det er just forbandelsen, at jeg aldrig
har fundet forståelse hos nogen eneste men-
neskesjæl.
Ella Rentheim

( sér på ham)
Aldrig, Borkman?
Borkman
.
Undtagen hos en – kanske. For længe, længe
siden. I de dage, da jeg ikke syntes at jeg
havde forståelse behov. Ellers, siden, aldrig
hos nogen! Ingen <...> har jeg havt, som var
Faksimile
side: 147

147.

årvågen nok til at være påfærde og kalde
på mig, – ringe for mig som en morgenklokke,
– mane mig op til frejdigt arbejde påny –.
Og så prænte mig ind at jeg intet ubodeligt
har bedrevet.
Fru Borkman

( lér hånligt)
det behøver du da alligevel at ind-
præntes udenfra?
Borkman

(i svulmende harme)
Ja, når hele verden hvæser i kor at jeg er
en uoprejselig mand, så kan der komme
stunder over { <...> }mig mig, da jeg selv er nær
ved at tro det. (hæver hovedet ) Men så sti-
ger min inderste, sejrende bevidsthed op i-
gen. Og den frikender mig!
Fru Borkman

( ser hårdt på ham)
Hvorfor kom du aldrig og spurgte mig ef-
ter det, som du kalder forståelse?
Borkman
Faksimile
side: 148
148.
Havde det nyttet – om jeg var kommen til
dig?
Fru Borkman

(afvisende, slår ud med hånden)
Du har aldrig elsket noget udenfor dig
selv, – det er kærnen i det hele.
Borkman

(stolt)
Jeg har elsket magten –
Fru Borkman
.
Magten, ja!
Borkman
.
– magten til at skabe menneskelykke vidt,
vidt omkring mig!
Fru Borkman
.
Du havde engang magten til at gøre mig
lykkelig. Har du brugt den til det?
Borkman

(uden at sé på hende)
Nogen må som oftest bukke under – i et
skibbrud.
Fru Borkman
.
Faksimile
legg: 39, side: 149
39.
149.
Og din egen søn! Har du brugt din magt –
eller har du levet og åndet for at gøre ham
lykkelig?
Borkman
.
Ham kender jeg ikke.
Fru Borkman
.
Nej, det er sandt. Du kender ham ikke engang.
Borkman

(hårdt)
Det har du, – du, hans mor, sørget for.
Fru Borkman

( ser på ham; med højhed i udtrykket)
Å du véd ikke, hvad jeg har sørget for!
Borkman
.
Du?
Fru Borkman
.
Ja just jeg. Jeg alene.
Borkman
.
Så sig det da.
Fru Borkman
.
Dit eftermæle har jeg sørget for.
Borkman
Faksimile
side: 150

150.

(med en kort, tør latter)
Mit eftermæle? Sé , sé ! Det klinger jo næsten
som om jeg alt var død.
Fru Borkman

(med eftertryk)
Det er du også.
Borkman

(langsomt)
Ja, du har kanske ret i det. (opfarende) Men
nej, nej! Ikke endnu! Jeg har været så nær,
så nær ved det. Men nu er jeg vågnet. Frisk-
net til igen. Der ligger endnu liv foran mig.
Jeg kan sé dette nye, lysende liv, som gærer og
venter –. Og du skal nok få sé det, du også.
Fru Borkman

(hæver hånden)
Drøm aldrig mere om liv! Forhold dig
rolig, der du ligger!
Ella Rentheim

(oprørt)
Gunhild{,}! Gunhild, – hvor kan du da
ville –!
Faksimile
side: 151
151.
Fru Borkman

(uden at høre på hende)
Jeg vil rejse mindesmærket over graven.
Borkman
.
Skamstøtten mener du sagtens?
Fru Borkman

(i stigende sindsbevægelse)
Å nej, det skal ikke være noget mærke af sten
eller metal. Og ingen skal få lov til at ætse no-
gen hånfuld indskrift ind i det mærke, jeg
rejser. Der skal plantes ligesom en klynge
af levende hegn, af trær og busker tæt, tæt om-
kring dit gravliv. Der skal dækkes over alt
det dunkle, som engang var. Skjules i glem-
sel for menneskenes øjne John Gabriel Bork-
man!
Borkman

(hæst og skærende)
Og det kærlighedsværk vil du øve?
Fru Borkman
.
Ikke ved egne kræfter. Det tør jeg ikke
tænke på. Men jeg har opdraget en hjælper,
Faksimile
side: 152

152.

til at sætte sit liv ind på dette ene. Han skal
leve livet i renhed og højhed og lys, således at
dit eget grubeliv bli’r som udslettet heroppe
på jorden!
Borkman

(mørk og truende)
Er det Erhart, du mener, så sig det straks!
Fru Borkman

( ser ham fast i øjnene)
Ja det er Erhart. Min søn. Han, som du vil
gi’ afkald på – til bod for dine egne ger-
ninger.
Borkman

(med et blik mod Ella)
Til bod for min tungeste brøde.
Fru Borkman

(afvisende)
Brøde imod en fremmed bare. Husk på brø-
den imod mig! ( sér hoverende på dem begge)
Men han lyder jer ikke! Når jeg skriger ef-
ter ham i min nød, så kommer han! For det
er hos mig han vil være! Hos mig og aldrig
Faksimile
legg: 40, side: 153

40.
153.

hos nogen anden – (lytter pludselig og råber)
Der hører jeg ham! Der er han, – der er han!
Erhart!
(Erhart Borkman river ilsomt entrédø-
ren op og kommer ind i stuen. Han er i
overfrakke og har hatten på hovedet )
Erhart

(bleg og ængstelig)
{ <...> }Mor da, – hvad er i guds navn –!
( Han sér Borkman, som står ved døråb-
ningen til havestuen, farer sammen og tager
hatten af)
Erhart

(tier et øjeblik; så spørger han)
Hvad er det du vil mig, mor? Hvad er
her hændt.
Fru Borkman

(breder armene ud imod ham)
Jeg vil sé dig, Erhart! Jeg vil ha’ dig hos
mig – altid!
Erhart

(stammende)
Faksimile
side: 154
154
Ha’ mig –? Altid! Hvad mener du med
det?
Fru Borkman
.
Ha’ dig, ha’ dig, vil jeg! For der er nogen, som
vil ta’ dig fra mig!
Erhart

(viger et skridt)
Ah, – du véd det altså!
Fru Borkman
.
Ja. Véd du det også?
Erhart

(studser og sér på hende)
Om jeg véd det? Ja naturligvis –
Fru Borkman
.
Ah{,}a, et aftalt spil! Bag min ryg! Erhart,
Erhart!
Erhart

(hurtig)
Mor, sig mig, hvad det er for noget, som
du véd!
Fru Borkman
.
Jeg véd det altsammen. Jeg véd at din
Faksimile
side: 155

155.

tante er kommen her for at ta’ dig fra mig.
Erhart
.
Tante Ella!
Ella Rentheim
.
Å , hør først lidt på mig, Erhart!
Fru Borkman

(vedblivende)
Hun vil at jeg skal afstå dig til hende. Hun
vil være dig i mors sted, Erhart! Hun vil, at du
skal være hendes søn og ikke min herefter-
dags. Vil at du skal arve alt efter hende. Læg-
ge dit navn af og ta’ hendes istedet!
Erhart
.
Tante Ella, er dette her sandt?
Ella Rentheim
.
Ja det er sandt.
Erhart
.
Jeg har ikke vidst et ord om sligt noget før
nu. Hvorfor vil du ha’ mig til dig nu i-
gen?
Ella Rentheim
.
Fordi jeg føler at jeg mister dig her.
Faksimile
side: 156
156.
Fru Borkman

(hårdt)
For min skyld mister du ham, – ja! Og det
er bare i sin orden, det.
Ella Rentheim

( sér bedende på ham)
Erhart, jeg har ikke råd til at miste dig.
For du skal vide at jeg er et ens{ø}omt, – døen-
de menneske.
Erhart
.
Døende –?
Ella Rentheim
.
Ja døende. Vil du være hos mig til det
sidste? Knytte dig helt til mig? Være for
mig, som om du var mit eget barn –
Fru Borkman

(afbrydende)
– og svigte din mor og kanske din opga-
ve i livet også? Vil du det, Erhart?
Ella Rentheim
.
Jeg er dømt til at gå bort. Svar mig,
Erhart.
[HIS: Feil i faksimilebasen: fakss. 160 gjentas.]
Faksimile
41.
157.
Erhart

(varmt, bevæget)
Tante Ella, – du har været mig så usigelig
god. Hos dig har jeg fåt lov til at vokse op
i al den sorgløse lykkefølelse, som jeg tror
der kan være over noget barns liv –
Fru Borkman
.
Erhart, Erhart!
˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort i høyre marg]
Ella Rentheim
.
Å hvor velsignet at du kan
sé det så endnu!
˺
Erhart
.
– men jeg kan ikke ofre mig for dig nu.
Jeg kan umulig sådan helt og holdent gå
op i at være som en søn for dig –
Fru Borkman

(triumferende)
Ah, jeg vidste det nok! Du får ham ikke!
Du får ham ikke, Ella!
Ella Rentheim

(tungt)
Jeg sér det. Du har vundet ham tilbage.
Fru Borkman
.
Ja, ja, – min er han og min blir han! Er-
hart, – ikke sandt du, – vi to har endnu et
Faksimile
side: 158

158.

stykke vej at gå sammen, vi.
Erhart

(kæmpende med sig selv)
Mor, – jeg får lige så godt sige dig det rent
ud –
Fru Borkman

(spændt)
Nå?
Erhart
.
Det bli’r nok bare et kort stykke vej, jeg
kommer til at gå sammen med dig, mor.
Fru Borkman

(står som slagen)
Hvad vil du sige med det?
Erhart

(mander sig op)
Herregud, mor, – jeg er da ung! Jeg sy-
nes at stueluften her rent må kvæle mig
tilslut.
Fru Borkman
.
Her – hos mig!
Erhart
.
Faksimile
side: 159
159.
Ja her hos dig, mor!
Ella Rentheim
.
Så kom med mig da, Erhart!
Erhart
.
Å tante Ella, det er ikke et hår bedre hos
dig. Det er på en anden vis der. Men ikke
bedre for det. Ikke bedre for mig. Der er ro-
ser og lavendler, – stueluft, der som her!
Fru Borkman

(rystet, men med tilkæmpet fatning)
Stueluft hos din mor, siger du!
Erhart

(i stigende utålmodighed)
Ja jeg véd ikke hvad jeg skal kalde det
andet. Al denne sygelige omhu og – og for-
gudelse – eller hvad det er for noget. Jeg hol-
der det ikke ud længer!
Fru Borkman

( ser dybt alvorligt på ham)
Glemmer du, hvad du har viet dit liv til,
Erhart?
Erhart
[HIS: Nedenstående side mangler her i faksimilebasen]
Faksimile

160.

(udbrydende)
Å sig heller, hvad du har viet mit liv til!
Du, du har været min vilje! Jeg selv har al-
drig få{ <...> }t lov til at ha’ nogen! Men nu kan
jeg ikke bære dette åg længer! Jeg er ung!
Husk vel på det, mor! (med et høfligt, hen-
synsfuldt blik til Borkman)
Jeg kan ikke vie
mit liv til soning for ˹nogen˺ en anden. Hvem den-
ne anden så end måtte være.
Fru Borkman

(greben af en stigende angst)
Hvem er det, som har forvandlet dig, Er-
hart!
Erhart

(truffen)
Hvem –? Kunde det da ikke være mig selv,
som –?
Fru Borkman
.
Nej, nej, nej! Du er kommen ind under frem-
mede magter. Du er ikke under din mors
længer. Og ikke under din – din plejemors
heller.
Faksimile
legg: 42, side: 161
42.
161.
Erhart

(i tiltvungen trodsighed)
Jeg er <...> under min egen magt, jeg, mor!
Og under min egen vilje også!
Borkman

(frem imod Erhart)
Så er kanske endelig timen endelig kom-
men for mig en gang.
Erhart

(fremmed og afmålt høflig)
Hvorledes –? Hvorledes mener far det?
Fru Borkman

(hånlig)
Ja det spør’ rigtignok jeg også om.
Borkman

(vedbliver uforstyrret)
Hør du, Erhart, – vil du så gå med din far
da? Det er ikke gennem nogen andens livs-
førlse at en mand kan finde oprejsning for
sit fald. Sligt noget er bare tomme drømme,
som er ble’t fablet for dig om – hernede i stue-
luften. Om du så vilde indrette dit liv på
Faksimile
side: 162

162.

at leve det som alle de hellige mænd til-
sammen, – det nytted ikke mig en smule.
Erhart

(afmålt, ærbødig)
Det er så sandt, som det er sagt.
Borkman
.
Ja det er det. Og det vilde heller ikke nyt-
te om jeg gav mig til at visne hen i bod
og sønderknuselse. Jeg har prøvet på at
hjælpe mig igennem med drømme og håb
– i alle disse årene. Men sligt noget duer
ikke for mig. Og nu vil jeg ud af drøm-
mene.
Erhart

(bukker let)
Og hvad vil – hvad vil så far gøre?
Borkman
.
Oprejse mig selv, vil jeg. Begynde neden-
fra igen. Det er bare gennem sin nutid og
sin fremtid at et menneske kan sone forti-
den. Gennem arbejde, – gennem ustandse-
ligt arbejde for alt det, som i ungdommen
Faksimile
side: 163

163.

stod for mig som selve livet. Men nu
tusendfold højere end dengang. Erhart,
v – vil du være med mig og hjælpe mig
med dette nye liv?
Fru Borkman

(hæver advarende hånden)
Gør det ikke, Erhart!
Ella Rentheim

(varmt)
Jo, jo, gør det! Å hjælp ham, Erhart!
Fru Borkman
.
Og det råder du til? Du, den ensomme, –
den døende.
Ella Rentheim
.
Det får være det samme med mig.
Fru Borkman
.
Ja når bare ikke det er mig, som ta’r ham
fra dig, s.
Ella Rentheim
.
Netop det, Gunhild.
Borkman
.
Vil du, Erhart?
Faksimile
side: 164
164.
Erhart

(i pinlig vånde)
Far, – jeg kan det ikke nu. Det er så rent
umuligt!
Borkman
.
Men hvad vil du da så tilsidst?
Erhart

(opblussende)
Jeg er ung! Jeg vil leve livet en gang jeg også!
Mit eget liv vil jeg leve!
Ella Rentheim
.
Ikke ofre et par korte måneder for at lyse
op i et fattigt, sluknende menneskeliv?
Erhart
.
Tante, jeg kan det ikke, om jeg end aldrig
så gerne vilde.
Ella Rentheim
.
Ikke for en, som holder så usigelig af dig?
Erhart
.
Så sandt jeg lever, tante Ella, – jeg kan det
ikke.
Fru Borkman
Faksimile
legg: 43, side: 165

43.
165.

( ser skarpt på ham)
Og din mor binder dig heller ikke længer
nu?
Erhart
.
Jeg vil altid holde af dig mor. Men jeg kan
ikke bli’ ved at leve for dig alene. For det er
ikke liv for mig dette her.
Borkman
.
Så kom og bind dig til mig alligevel! For
liv, det er arbejde, det, Erhart. Kom, så går
vi to ud i livet og arbejder sammen!
Erhart

(lidenskabeligt)
Ja men jeg vil ikke arbejde nu! For jeg er
ung! Aldrig har jeg vidst af at jeg var det
før. Men nu føler jeg det så strømmende
varmt igennem mig. Jeg vil ikke arbejde!
Bare leve, leve, leve!
Fru Borkman

(med et anende udråb)
Erhart, – hvad vil du leve for!
Erhart
Faksimile
side: 166

166.

(med tindrende øjne)
For lykken, mor!
Fru Borkman
.
Og hvor tænker du at finde den?
Erhart
.
Jeg har alt fundet den!
Fru Borkman

(skriger)
Erhart –!
(Erhart går raskt hen og åbner forstue-
døren)
Erhart

(råber ud)
Fanny, – nu kan du komme ind!
(Fru Wilton, i overtøj, viser sig på dør-
tærskelen)
Fru Borkman

(med løftede hænder)
Fru Wilton –!
Fru Wilton

(noget sky; med et spørgende blik til Erhart)
Kan jeg altså –?
Faksimile
side: 167
167.
Erhart
.
Ja nu kan du komme. Jeg har sagt det alt-
sammen.
(Fru Wilton kommer ind i stuen. Erhart
lukker døren efter sig hende. Hun bøjer sig
afmålt for Borkman, der stumt hilser igen)
(Kort taushed)
Fru Wilton

(med dæmpet men fast stemme)
Ordet er altså blevet sagt. Og så kan jeg
jo nok vide at jeg står her som en, der har
anrettet stor ulykke i huset.
Fru Borkman

(langsomt; sér stivt på hende)
De har knust den sidste rest af det, jeg
havde at leve for. (udbrydende) Men det-
te her, – det er jo dog så rent umuligt al-
ligevel!
Fru Wilton
.
Jeg forstår så godt at det må forekomme
Dem umuligt, fru Borkman.
Fru Borkman
.
Faksimile
side: 168
168.
Ja det må De da vel kunne sige Dem selv,
at det er umuligt. Eller hvad –?
Fru Wilton
.
Jeg vil heller sige at det er så rent urime-
ligt. Men det er nu engang så alligevel.
Fru Borkman

(vender sig)
Er dette her dit fulde alvor, Erhart?
Erhart
.
Dette her er lykken for mig, mor. Hele den
store, dejlige livets lykke. Jeg kan ikke sige
dig noget andet.
Fru Borkman

(til fru Wilton; knuger hænderne)
Å hvor De har dåret og forlokket min ulyk-
kelige søn!
Fru Wilton

(med et stolt nakkekast)
Det har jeg ikke gjort.
Fru Borkman
.
Har De ikke gjort det, siger De!
Fru Wilton
.
Faksimile
legg: 44, side: 169
44.
169.
Nej. Jeg har hverken dåret eller forlokket
ham. Frivillig er Erhart kommet imod
mig. Og frivillig har jeg mødt ham på
halvvejen.
Fru Borkman

( sér hånligt nedad hende)
Ja De, ja! Det tror jeg så gerne.
Fru Wilton

(behersket)
Fru Borkman, – der gives magter i men-
neskelivet, som De ikke synes at kende syn-
derlig til.
Fru Borkman
.
Hvilke magter, om jeg tør spørge?
Fru Wilton
.
De magter, som byder to mennesker at
knytte sin livsgang uløseligt – og hen-
synsløst sammen.
Fru Borkman

(smiler)
Jeg trode at De allerede var uløselig bun-
den – til en anden.
Faksimile
side: 170
170.
Fru Wilton

(kort)
Denne anden har forladt mig.
Fru Borkman
.
Men han lever dog, siges der.
Fru Wilton
.
For mig er han død.
Erhart

(indtrængende)
Ja mor, for Fanny er han død. Og denne
anden kommer jo forresten sletikke mig
ved!
Fru Borkman

( sér strængt på ham)
Du véd det altså, – dette med den anden?
Erhart
.
Ja mor, jeg véd det så godt, så godt, alt-
sammen!
Fru Borkman
.
Og alligevel så kommer det dig ikke ved,
siger du!
Erhart
Faksimile
side: 171

171.

(i afvisende overmod)
Jeg kan bare sige dig at det er lykken, jeg
vil ha’! Jeg er ung! Jeg vil leve, leve, leve!
Fru Borkman
.
Ja du er ung, Erhart. Altfor ung til
dette her.
Fru Wilton

(fast og alvorligt)
De må ikke tro andet, fru Borkman, end
at jeg har sagt ham det samme. Alle mine
livsforhold har jeg lagt frem for ham{,}. Ide-
lig har jeg mindet ham om at jeg er hele
syv år ældre end han –
Erhart

(afbrydende)
Å, hvad, Fanny, – det vidste jeg jo i for-
vejen.
Fru Wilton
.
– men ingenting, – ingenting har frugtet.
Fru Borkman
.
Så? Ikke det? Hvorfor har De da ikke
uden videre afvist ham? Lukket Deres hus
Faksimile
side: 172

172.

for ham? Sé , det skulde De ha’ gjort i tide!
Fru Wilton

( sér på hende og siger dæmpet)
Det kunde jeg simpelt <...> hen ikke, fru Bork-
man.
Fru Borkman
.
Hvorfor kunde De ikke?
Fru Wilton
.
Fordi lykken var for mig også bare i det-
te eneste ene.
Fru Borkman

(hånligt)
Hm, – lykken, lykken –
Fru Wilton
.
Jeg har aldrig før vidst, hvad lykke var i
livet. Og jeg kan da umulig vise lykken fra
mig, fordi om den kommer så sent.
Fru Borkman
.
Og hvor længe tror De den lykken vil vare?
Erhart

(afbrydende)
Kort eller længe, mor, – det får være det
Faksimile
legg: 45, side: 173

45.
173.

samme!
Fru Borkman

(i vrede)
Forblindede menneske, som du er! Sér du
da ikke, hvor alt dette her bærer hen?
Erhart
.
Jeg bry’r mig ikke om at sé fremover i
tiden. Vil ikke sé mig om i nogen retning!
Jeg vil bare få lov til at leve livet engang,
jeg også!
Fru Borkman

(smærteligt)
Og dette kalder du livet, Erhart!
Erhart
.
Ja sér du da ikke, hvor dejlig hun er!
Fru Borkman

(vrider hænderne)
Og denne knusende skam skal jeg altså
også måtte bære på!
Borkman

(i baggrunden, hårdt og hvast)
Hå, – du du er jo vant til at bære på sligt
Faksimile
side: 174

174.

noget, du, Gunhild!
Ella Rentheim

(bønligt)
Borkman –!
Erhart

(ligeså)
Far –!
Fru Borkman
.
Her skal jeg måtte gå og s{ <...> }é daglig for
mine øjne min egen sø{m}n sammen med en – en –
Erhart

(afbryder hårdt)
Ingenting skal du få sé , mor! Vær tryg
for det, du! Jeg bli’r ikke her længer.
Fru Wilton

(rask og bestemt)
Vi rejser, vi, fru Borkman.
Fru Borkman

(blegner)
Rejser De og{ <...> }så! Sammen kanske?
Fru Wilton

Jeg rejser
(nikker)
Faksimile
side: 175
175.
Jeg rejser sydover, ja. Til udlandet. Sammen
med en ung pige. Og Erhart følger med os.
Fru Borkman
.
Med Dem – og en ung pige?
Fru Wilton
.
Ja. Det er denne lille Frida Foldal, som jeg
har ta’t i huset til mig. Jeg vil at hun skal
ud og lære mere musik.
Fru Borkman
.
Og så ta’r De hende med Dem?
Fru Wilton
.
Ja jeg kan jo ikke godt slippe det unge
barn løs alene derude.
Fru Borkman

(undertrykker et smil)
Hvad siger du til det, Erhart?
{ <...> }Erhart

(lidt forlegen, trækker på skulderen)
Jo, mor, – når Fan{y}ny endelig så vil ha’
det, så –
Fru Borkman

(koldt)
Faksimile
side: 176
176
Når rejser herskabet, om man tør spørge?
Fru Wilton
.
Vi rejser nu straks inat. Min slæde˹vogn˺
står nede på vejen, – udenfor hos Hinkels.
Fru Borkman
.
( ser nedad hende)
Aha, – det var d altså aftenselskabet!
Fru Wilton

(smiler)
Ja, der kom ikke andre end Erhart og
jeg. Og så lille Frida, forstår sig.
Fru Borkman
.
Og hvor er hun nu?
Fru Wilton
.
Hun sidder i vognen og venter på os.
Erhart

(pinligt forlegen)
Mor, – du kan da vel forstå –? Jeg vilde
ha’ skånet dig – og alle for dette her.
Fru Borkman

( ser dybt krænket på ham)
Du vilde rejst fra mig uden at sige
Faksimile
legg: 46, side: 177

46.
177.

mig farvel?
Erhart
.
Ja jeg syntes, det var bedst så. Bedst for
begge parter. Alting var jo klappet og klart.
Tøjet pakket. Men da der så kom bud efter
mig, så –. (vil række hende hænderne) Far-
vel da, mor.
Fru Borkman

(afværgende, slår ud imod ham)
Rør mig ikke!
Er{ <...> }hart

(spag)
Er det dit sidste ord?
Fru Borkman

(hårdt)
Ja.
Erhart

(vender sig)
Farvel du da, tante Ella.
Ella Rentheim

(trykker hans hænder)
Farvel, Erhart! Og lev dit liv, – og bliv så
Faksimile
side: 178

178.

lykkelig, så lykkelig, – som du bare kan!
Erhart
.
Ta{n}k, tante. (bukker for Borkman) Farvel,
far. (hvisker til fru Wilton) Lad os sé at
komme afsted, jo før jo heller.
Fru Wilton

(sagte)
Ja lad os det.
Fru Borkman

(med et ondt smil)
Fru Wilton, – tror De at De gør rigti{k}g klogt
i at ta’ denne unge pigen med?
Fru Wilton

(gengælder smilet, halvt ironisk, halvt alvorlig)
Mændene er så ubestandige, fru Borkman.
Og kvinderne ligervis. Når Erhart er færdig
med mig, – og jeg med ham, – så er det godt
for os begge at han, stakker, har nogen at falde
tilbage på.
Fru Wilton
.
Å jeg arran
Fru Borkman
.
Faksimile
side: 179
179.
Men De selv da?
Fru Wilton
.
Å jeg arrangerer mig nok, kan De vide. Far-
vel allesammen!
( Hun hilser og går ud gennem forstuedøren. Erhart står et øjeblik ligesom vaklende; så vender han sig og følger hende)
Fru Borkman

(med sænkede, foldede hænder)
Barnløs.
Borkman

(som vågnende til beslutning)
Så ud i uvejret ˹alene˺ da! Min hat! Min kappe!
( Han går skyndsomt mod døren)
Ella Rentheim

(i angst; standser ham)
John Gabriel, hvor vil du hen?
Borkman
.
Ud i livets uvejr, hører du. Sli{ <...> }p mig,
Ella!
Ella Rentheim

(holder ham fast)
Faksimile
side: 180
180.
Nej, nej, jeg slipper dig ikke ud! Du er syg. Jeg kan
sé det på dig!
Borkman
.
Lad mig gå, siger jeg!
( Han river sig løs og går ud i forstuen)
Ella Rentheim

(i døren)
Hjælp mig at holde på ham, Gunhild!
Fru Borkman

(kold og hård; står midt i stuen)
Jeg holder ikke på noget menneske i hele
verden. Lad dem gå fra mig allesammen.
Både den ene og den anden! Så langt, –
så langt de bare vil. (pludseligt, med et
skærende skrig)
Erhart, rejs ikke!
( Hun styrter med udbredte arme mod
døren. Ella Rentheim standser hende)

Faksimile
47.
181.
Fjerde akt.
(Åben gårdsplads udenfor hovedbygnin-
gen, som ligger til højre. Et hjørne af denne
med indgangsdør og en flad stentrappe
springer frem. Langs baggrunden, nær ind
til gården, strækker sig bratte granbevokse-
de lier. Begyndende spredt småskog til ven-
stre. Snévejret er ophørt; men jorden er højt
dækket af den nylig faldne sné . Granerne,
ludende og tunge, ligeså. Mørk natteluft. Dri-
vende skyer. Månen skimtes und{e}ertiden svagt.
Omgivelserne modtager kun et mat lys fra
snéen )
(Borkman, fru Borkman og Ella Rent-
heim
står ude på trappen. Borkman læner
sig mat og træt op imod husvæggen. Han
har en gammeldags slængkappe kastet o-
ver skuldrene, holder en blød grå filthat i
den ene hånd og en tyk knortekæp i den
Faksimile
side: 182

182.

anden. Ella Rentheim bærer sin kåbe på ar-
men. Fru Borkmans store tørklæde er gle-
det ned over nakken, så at hendes hår er
blottet)
Ella Rentheim

(har stillet sig i vejen for fru Borkman)
Gå ikke efter ham, Gunhild!
Fru Borkman

(i angst og oprør)
Slip mig forbi, du! Han ikke rejse
fra mig!
Ella Rentheim
.
Det er så rent unyttigt, siger jeg dig! Du
nåer ham ikke.
Fru Borkman
.
Lad mig gå alligevel, Ella! Jeg vil skri-
ge højt efter ham nedover vejen. Og sin mors
skrig må han da vel høre!
Ella Rentheim
.
Han kan ikke høre dig. Han sidder visst
alt inde i vognen –
Fru Borkman
.
Faksimile
side: 183
183.
Nej, nej, – han kan da ikke sidde i vognen
endnu!
Ella Rentheim
.
Han sidder for længst i vognen, tro du
mig.
Fru Borkman

(i fortvilelse)
Sidder han i vognen, – så sidder han der
med hende, med hende, – hende!
Borkman

( lér skummelt)
Og så hører han nok ikke sin mors skrig
da.
Fru Borkman
.
Nej, – så hører han det ikke. (lytter) Hys!
Hvad er det?
Ella Rentheim

(også lyttende)
Det høres ligesom bjældeklang –
Fru Borkman
.
(med et dæmpet udråb)
Det er hendes vogn!
Faksimile
side: 184
184.
Ella Rentheim
.
Eller kanske en andens –
Fru B{ø}orkman
.
Nej, nej, det er fru Wiltons slædevogn! Jeg
kender sølvklokkerne! Hør! Nu kører de
lige forbi her – nedenunder bakken!
Ella Rentheim

(hurtigt)
Gunhild, vil du skrige efter ha{n}m, så skrig
nu! Kanske han alligevel –!
(Bjældeklangen lyder lige ved, inde i sko{v}gen)
Ella Rentheim
.
Skynd dig, Gunhild! Nu er de lige nedenun-
der os!
Fru Borkman

(står et øjeblik ubesluttet; derpå stivner
hun, hård og kold)
Nej. Jeg skriger ikke efter ham. Lad Er-
hart Borkman køre mig forbi. Langt, langt
ud i det, han nu kalder livet og lykken.
(Lyden taber sig i det fjerne)
Ella Rentheim
Faksimile
legg: 48, side: 185

48.
185.

(lidt efter)
Nu høres ikke klokerne længer.
Fru Borkman
.
Jeg syntes, de lød som gravklokker.
Borkman

(med tør, dæmpet latter)
Åhå, – der ringes ikke over mig endnu!
Fru Borkman
.
Men over mig. Og over ham, som rejste
fra mig.
Ella Rentheim

(nikker tankefuldt)
Hvem véd, om de ikke ringer livet og
lykken ind for ham alligevel Gunhild.
Fru Borkman

(farer op; sér hårdt på hende)
Livet og lykken, siger du!
Ella Rentheim
.
For en stakket stund ialfald.
Fru Borkman
.
Vilde du unde ham livet og lykken, –
med hende {!}?
Faksimile
side: 186
186.
Ella Rentheim

(varmt og inderligt)
Ja, af min hele, fulde sjæl vilde jeg
det!
Fru Borkman

(koldt)
Så må du være rigere på kærligheds-
kraft, du, end jeg.
Ella Rentheim

( sér langt hen for sig)
Det er kanske kærlighedssavnet, som
holder den kraft oppe.
Fru Borkman

(fæster øjnene på hende)
Hvis så er, – da bli’r nok jeg snart lige
så rig som du, Ella.
( Hun vender sig og går ind i huset)
Ella Rentheim

(står en stund og sér bekymret på Bork-
man; så lægger hun hånden varsomt på
hans skulder)
John, kom så og gå ind, du også.
Faksimile
side: 187
187.
Borkman

(ligesom opvågnende)
Jeg?
Ella Rentheim
.
Ja. Du tåler ikke den hvasse vinterluft. Det
kan jeg sé på dig, John. Kom så og gå ind
med mig. Ind under tag, hvor der er varmt.
Borkman

(vred)
Op igen på salen kanske!
Ella Rentheim
.
Helst ind i stuen til hende.
Borkman

(farer op i hæftighed )
Aldrig i livet sætter jeg foden under det
tag mere!
Ella Rentheim
.
Men hvor vil du da hen? Så sent, ved nat-
tetid, John?
Borkman

(sætter hatten på)
Først og fremst så vil jeg nu gå ud og
Faksimile
side: 188

188.

sé til alle mine gemte skatte.
Ella Rentheim

( s{ <...> }ér ængstelig på ham)
John, – jeg forstår dig ikke!
Borkman

(i hostende latter)
Å det er ikke bortgemt tyvegods, jeg me-
ner. Vær ikke ræd for det, Ella. (standser
og peger ud)
Sé ham der, du! Hvem er
det?
( Vilhelm Foldal, i en gammel, tilsnéet
kavaj, med hatten nedbrættet og med en
stor paraply i hånden, kommer frem for-
an hjørnet af huset, møjsomt stavrende
gennem snéen . Han hinker stærkt på den
venstre fod)
Borkman
.
Vilhelm! Hvad vil du her hos mig – nu
igen?
Foldal

( sér op)
I herrens navn, – står du ude på trappen,
Faksimile
legg: 49, side: 189

49.
189.

John Gabriel? (hilser) Og fruen også, sér jeg!
Borkman

(kort)
Det er ikke fruen.
Foldal
.
Å, om forladelse. Jeg har nemlig mistet bril-
lerne i snéen . – Men at du, som ellers aldrig
går udenfor en dør –?
Borkman

(hensynsløst, lystig)
Det er på tiden, jeg begynder at bli’ frilufts-
menneske igen, skønner du. Næsten tre år i
varetægt; fem år i cellen; otte år på salen der-
oppe –
Ella Rentheim

(bekymret)
Borkman, – jeg be’r dig –!
Foldal
.
Ak ja, ja, ja –
Borkman
.
Men hvad er det så du vil mig, spør’ jeg?
Foldal
Faksimile
side: 190

190.

(står fremdeles nedenfor trappen)
Jeg vilde op til dig, John Gabriel. Jeg syn-
tes, jeg måtte op til dig på salen. Herregud, –
den salen, du!
Borkman
.
Vilde du der op til mig, som viste dig døren?
Foldal
.
Ja det får i guds navn være det samme.
Borkman
.
Hvad har du gjort ved foden? Du går
jo og halter?
Foldal
.
Ja tænk dig, du, – jeg er ble’t overkørt.
{B}Ella Rentheim
.
Overkørt!
Foldal
Ja, af en slædevogn –
Borkman
.
Åhå!
Foldal
.
– med to heste for. De kom i susende
fart nedover bakken. Jeg kunde ikke
Faksimile
side: 191

191.

vige af vejen fort nok; og så –
Ella Rentheim
.
– og så kørte de over Dem?
Foldal
.
De kørte lige på mig, frue – eller frøken.
Lige på mig kørte de, så jeg rulled rundt
i snéen og misted brillerne og fik para-
plyen knækket; (gnider sig) og foden lidt
skadet også.
Borkman

( lé{t}r indvendig)
Véd du, hvem der sad i den vognen, Vil-
helm?
Foldal
.
Nej, hvor kunde jeg sé det? Det var jo en
lukket vogn, og gardinerne var trukket
ned. Og kusken standsed såmænd ikke
et øjeblik da jeg lå der og trilled –. Men
det kan også være det samme, for – (ud-
brydende)
Å jeg er så forunderlig glad,
du!
Borkman
.
Faksimile
side: 192
192.
Glad?
Foldal
.
Ja jeg véd ikke rigti{d}g, hvad jeg skal
kalde det. Men jeg synes, at jeg nærmest
må kalde det glad. For der er indtruffet
noget så rent mærkværdigt! Og derfor
kunde jeg ikke andet, – jeg måtte
indom og dele glæden med dig, John
Gabriel.
Borkman

(barsk)
Nå, så dél den glæden da!
Ella Rentheim
.
Å men få da først din ven ind med dig,
Borkman.
Borkman

(hårdt)
Jeg vil ikke ind i huset, har jeg sagt.
Ella Rentheim
.
Men du hører jo at han er ble’t overkørt!
Borkman
.
Å, overkørt bli’r vi allesammen – en gang
Faksimile
legg: 50, side: 193

50.
193.

i livet. Men så får en rejse sig op igen. Og
lade som ingenting.
Foldal
.
Det var et dybsindigt ord, John Gabriel.
Men jeg kan så inderlig godt fortælle her
ude i en fart.
Borkman

(mildere)
Ja, tjen mig i det, Vilhelm.
Foldal
.
Ja nu skal du bare høre! Tænk dig, du, –
da jeg kommer hjem her iaftes fra dig, – så
finder jeg et brev. – Kan du gætte, hvem det
var fra?
Borkman
.
Kanske det var fra din lille Frida?
Foldal
.
Netop! Tænk, at du traf det straks! Ja, det
var et langt – temmelig langt brev fra
Frida, du. Der havde været en tjener og
bragt det. Og kan du tænke dig, hvad hun
skriver om?
Faksimile
side: 194
194.
Borkman
.
Skulde det muligens være for at sige far-
vel til forældrene.
Foldal
.
Akkurat! Det er mærkværdigt som du kan
gætte, John Gabriel! Jo, hun skriver at fru
Wilton har fattet så stor godhed for hen-
de. Og nu vil fruen rejse med hende til
udlandet. For at Frida kan få lære mere
musik, skriver hun. Og så har fru Wilton
sørget for en dygtig lærer, som skal være
med på rejsen. Og læse med Frida. For, des-
værre, hun er nok lidt forsømt i enkelte
sty{ <...> }kker, skønner du.
Borkman

( lér indvendig så det klukker i ham)
Ja vel, ja vel. Jeg skønner det altsammen
så urimelig godt, Vilhelm.
Foldal

(fortsætter ivrig)
Og tænk, hun ˹fik˺ først vide det om rejsen nu
ikveld. Det var i det selskabet, som du véd
Faksimile
side: 195

195.

nok, hm! Og endda så fandt hun tid til at
skrive. Og brevet er så varmt og så smukt
og så hjerteligt skrevet, forsikrer jeg dig
til. Ikke spor af foragt for sin far nu længer.
Og så det fine træk, du, at hun vilde sige os
farvel skriftlig – før hun rejste. ( lér ) Men det
bli’r der rigtignok ikke noget af!
Borkman

( sér spørgende på ham)
Hvorledes det?
Foldal
.
Hun skriver, at imorgen tidlig rejser de.
Ganske tidligt.
Borkman
.
Sé , sé , – imorgen? Skriver hun det?
Foldal

( lér og gnider hænderne)
Ja, men nu er jeg listig, jeg, sér du! Nu går
jeg lige op til fru Wiltons –
Borkman
.
Nu ikvæld ?
Foldal
.
Faksimile
side: 196
196.
Ja herregud , det er da ikke så svært sent
endnu. Og skulde der alt være stængt, så rin-
ger jeg på. Uden videre. For jeg vil og jeg må
sé Frida før hun rejser. Godnat, godnat!
( Han vil gå)
Borkman
.
Hør her, min stakkers Vilhelm, – du kan spa-
re dig det tunge vejstykke.
Foldal
.
Å du tænker på den foden –
Borkman
.
Ja, og så slipper du ikke ind hos fru Wiltons
alligevel.
Foldal
.
Jo såmænd gør jeg så. Jeg bli’r ved at rin-
ge og kime på klokken, til der kommer no-
gen og lukker op. For Frida må jeg og skal
jeg sé .
Ella Rentheim
.
Deres datter er alt rejst, herr Foldal.
Foldal

(står som slagen)
Faksimile
legg: 51, side: 197
51.
197.
Er Frida alt rejst! Véd De det visst? Hvem
har De det fra?
Borkman
.
Vi har det fra hendes vordende lærer.
Foldal
.
Så? Og hvem er han da?
Borkman
.
Det er en student Erhart Borkman.
Foldal

(strålende glad)
Din søn, John Gabriel! Skal han rej-
se med?
Borkman
.
Jaha; det er ham, som skal hjælpe fru
Wilton med at oplære din lille Frida.
Foldal
.
Nå, gud ské lov og tak! Så er jo barnet
i de bedste hænder da. Men er det også
ganske visst at de alt er rejst med hen-
de?
Borkman
De rejste med hende i den vognen, som
Faksimile
side: 198

198.

kørte dig over på vejen.
Foldal

(slår hænderne sammen)
Tænke sig til, at min lille Frida sad in-
de i den pragtfulde vognen!
Borkman

(nikker)
Jo-jo, Vilhelm, – din datter er kommen
godt op at køre. Og student Borkman og-
så. – Nå, – la’ du så mærke til sølvklokker-
ne?
Foldal
.
Jo da. – Sølvklokkerne, siger du? Var
det sølvklokker, du? Virkelig ægte
sølvklokker?
Borkman
.
Det kan du forlade dig på. Altsam-
men var ægte. Både udenpå og ˹–˺ indeni.
og indeni.
Foldal

(stille bevæget)
Er det ikke forunderligt, hvorledes lykken
Faksimile
side: 199

199.

kan føje sig for et menneske! Det er min –
min smule digtergave, som har omsat sig
til musik hos Frida. Og så har jeg altså
ikke forgæves været digter alligevel da. For
nu får hun rejse ud i den store, vide ver-
den, som jeg engang havde drømt så dej-
ligt om at få sé . I lukket slædevogn får lil-
le Frida rejse. Og med sølvklokker på sæ-
letøjet –
Borkman
.
– og køre over sin far –
Foldal

(glad)
Å hvad! Det kan være det samme med mig,
– når bare barnet –. Nå, jeg kom altså for
sent alligevel. Og derfor så vil jeg gå hjem
og trøste hendes mor, som sidder i køkke-
net og græder.
Borkman
.
Græder hun?
Foldal

( småléende )
Faksimile
side: 200
200.
Ja tænk dig til, du, – hun sad og græd så
rent svært da jeg gik.
Borkman
.
Og du lér , du, Vilhelm.
Foldal
.
Ja jeg, ja! Men hun, stakker, hun forstår
det ikke bedre, hun, sér du. Nå farvel da! Godt
er det at jeg har sporvognen så nær ved. Far-
vel, farvel, John Gabriel! Farvel, frøken!
( Han hilser og går møjsomt ud samme
vej, som han kom)
Borkman

står en stund stille og sér hen for sig)
Farvel, Vilhelm! Det er ikke første gang
i livet at du er ble’t overkørt, gamle ven.
Ella Rentheim

ser
( ser i undertrykt angst på ham)
Du er så bleg, så bleg, John –
Borkman
.
Det kommer af fængselsluften deroppe.
Ella Rentheim
.
Jeg har aldrig før set dig slig.
Faksimile
legg: 52, side: 201
52.
201.
Borkman
.
Nej, for du har vel aldrig set en udbrudt
straffange før heller.
Ella Rentheim
.
Å kom nu bare og gå ind med mig, John!
Borkman
.
Lad være med de lokketoner. Jeg har jo
sagt dig –
Ella Rentheim
.
Men når jeg nu be’r dig så indstændig?
For din egen skyld –
(Stuepigen kommer halvt ud på trappen)
Stuepigen
.
Om forladelse; fruen har sagt at jeg skal
stænge gadedøren nu.
Borkman

(sagte til Ella)
Hør bare; nu vil de stænge mig inde
igen!
Ella Rentheim

(til pigen)
Bankchefen er ikke rigtig vel. Han vil
Faksimile
side: 202

202.

trække lidt frisk luft først.
Stuepigen
.
Ja men fruen selv har sagt at –
Ella Rentheim
.
Jeg skal stænge døren. Lad bare nøglen
sidde i, så –
Stuepigen
.
Ja gud bevar’s vel; jeg skal nok så gøre.
( Hun går ind i huset igen)
Borkman

(står et øjeblik stille og lytter; så går han
ilsomt ned på gårdspladsen)
Nu er jeg udenfor muren, Ella! Nu får de
mig aldrig fat mere!
Ella Rentheim

(nede hos ham)
Men du er jo fri mand derinde også, John.
Kan gå og komme ganske som du selv vil.
Borkman

(sagte, ligesom i skræk)
Aldrig under tag m igen! Her ude i nat-
ten er det så godt at være. Gik jeg op på
Faksimile
side: 203

203.

salen nu, – loft og vægge vilde knu skrum-
pe sig sammen. Knuge mig. Klemme mig
flad som en flue –
Ella Rentheim
.
Men hvor vil du da hen?
Borkman
.
Bare gå og gå og gå. Sé om jeg kan vinde
frem til frihed og til liv og til mennesker igen.
Vil du gå med mig, Ella?
Ella Rentheim
.
Jeg? Nu?
Borkman
.
Ja, ja, – nu straks!
Ella Rentheim
.
Men hvor langt da?
Borkman
.
Så langt jeg bare kan.
Ella Rentheim
.
Å men tænk dig da om. Ude i denne vå-
de, kolde vinternatten –
Borkman

(med rå strubelyd)
Faksimile
side: 204
204.
Åhå, – frøkenen er bekymret for sin hel-
bred? Ja-ja, – den er jo skrøbelig, den.
Ella Rentheim
.
Det er din helbred, jeg er bekymret for.
Borkman
.
Håhåhå! En død mands helbred! Jeg må
lé af dig, Ella!
( Han går videre)
Ella Rentheim

(efter ham; holder ham fast)
Hvad var det, du sa’, at du var?
Borkman
.
En død mand, sa’ jeg. Mindes du ikke, Gun-
hild sa’, jeg skulde bare holde mig rolig,
der jeg lå?
Ella Rentheim

(besluttet, kaster kåben om sig)
Jeg går med dig, John.
Borkman
.
Ja vi to, vi hører jo også sammen, vi, Ella.
K (går videre) Kom så!
(De er efterhånden nået ind i småskogen
Faksimile
legg: 53, side: 205

53.
205.

til venstre. Denne skjuler dem lidt efter lidt,
så de ikke mere sées . Huset og gårdsplad-
sen tabes af sigte. Landskabet, med lier og
højdedrag, forandrer sig stadig langsomt
og bliver vildere og vildere)
Ella Rentheims stemme

(høres inde i skogen til højre)
Hvor er det, vi går, John? Jeg kender mig
ikke igen her.
Borkmans stemme

(højere oppe)
Hold dig bare i snésporene efter mig!
Ella Rentheims stemme
.
Men hvorfor behøver vi at stige så højt da?
Borkmans stemme

k
(nærmere)
Vi må opad den krogede stien.
Ella Rentheim

(fremdeles skjult)
Å men jeg årker snart ikke mere.
Borkman

(i skogkanten til højre)
Faksimile
side: 206
206.
Kom, kom! Nu er vi ikke langt fra udsig-
ten. Der stod en bænk før i tiden –
Ella Rentheim

(kommer tilsyne mellem træerne)
Mindes du den?
Borkman
.
Der kan du hvile dig.
(De er komne frem på en liden, højtliggen-
de, åben slette i skogen. Lien stiger brat op
bag dem. Til venstre, dybt nede, et vidt-
strakt landskab med fjord og høje, fjerne
åsrækker over hverandre. På sletten til
venstre et uddød furutræ med en bænk
under. Snéen ligger høj på sletten)
(Borkman og efter ham Ella Rentheim
fra højre vader med møje gennem snéen )
Borkman

(standser ved dybet til venstre)
Kom her, Ella, så skal du få sé .
Ella Rentheim

(hos ham)
Hvad er det, du vil vise mig, John?
Faksimile
side: 207
207.
Borkman

(peger udad)
Sér du, hvor landet ligger frit og åbent
for os – vidt ud over?
Ella Rentheim
.
Der på bænken sad vi ofte før, – og så end-
nu langt, langt videre ud over.
Borkman
.
Det var et drømmeland, vi så ud over den-
gang.
Ella Rentheim

(nikker tungt)
Vort livs drømmeland var det, ja. Og nu
er det land {o}snédækt . – Og det gamle træ
er dødt.
Borkman

(uden at høre på hende)
Kan du skimte røgen af de store damp-
skibene ude på fjor{g}den?
Ella Rentheim
.
Nej.
Borkman
.
Faksimile
side: 208
208.
Jeg kan. – De kommer og de går. De brin-
ger forbundsliv hele jorden rundt. De
skaber lys og varme over sjælene i mange
tusend hjem. Det var det, jeg drømte om
at skabe.
Ella Rentheim

(stille)
Og så blev det ved drømmen.
Borkman
.
Det blev ved drømmen, ja. (lytter) Og hør
der nede ved elven, du! Fabrikerne går!
Mine fabriker! Alle de, som jeg vilde skabt!
Hør bare hvor de går. De har natarbejde. Nat
og dag arbejder de altså. Hør, hør! Hjulene
hvirvler og valserne lyner – rundt, rundt!
Kan du ikke høre det, Ella?
Ella Rentheim
.
Nej.
Borkman
.
Jeg kan høre det.
Ella Rentheim

(ængstelig)
Faksimile
legg: 54, side: 209
54.
209.
Jeg tror, du ta’r fejl, John.
Borkman

(mere og mere opildnet)
Å men alt dette her – det er bare ligesom
udenværkerne omkring riget, det, må
du vide!
Ella Rentheim
.
Riget, siger du? Hvilket rige –?
Borkman
.
Mit rige vel! Det rige, jeg var lige ved at
tage i besiddelse den gang jeg – den gang
jeg døde.
Ella Rentheim

(stille, rystet)
Å John, John!
Borkman
Og nu ligger det der – forsvarsløst, herre-
løst, – udsat for røveres overfald og plynd-
ring. – Ella! Sér du fjeldrækkerne der
– langt borte? Den ene bagenfor den anden.
De højner sig. De tårner sig. Det er mit
dybe, endeløse, uudtømmelige rige!
Faksimile
side: 210
210.
Ella Rentheim
.
Å men der står et så isnende pust fra det
rige, John!
Borkman
.
Det pust virker som livsluft på mig. Det
pust kommer til mig som en hilsen fra un-
derdanige ånder. Jeg fornemmer dem, de
bundne millioner; jeg føler malmårerne,
som strækker sine bugtede, grenede, lok-
kende arme ud efter mig. Jeg så dem for
mig som levendegjorte skygger – den nat,
da jeg stod i bankkælderen med lygten i
hånden. I vilde frigøres dengang. Og jeg
{ <...> }prøvte på det. Men jeg mægted det ikke.
Skatten s{ <...> }ank i dybet igen. (med frem-
rakte hænder)
Men jeg vil hviske det til
jer her i nattestilheden. Jeg elsker eder
der I ligger skindøde i dybet og i mørket!
Jeg elsker eder, I livkrævende værdier –
med alt eders lysende følge af magt og
ære! Jeg elsker, elsker, elsker eder!
Ella Rentheim
Faksimile
side: 211

211.

(i stille, stigende oprør)
Ja, der nede har du din kærlighed endnu,
John. Har altid havt den der. Men her op-
pe i dagen, du, – her var der et varmt, le-
vende menneskehjerte, som banked og
slog for dig. Og dette hjerte, det knuste
du. Å mere end det! Tifold værre! Du
solgte det for – for –
Borkman

(r (ryster; det går ligesom koldt igennem
ham)
For rigets – og magtens – og ærens skyld, –
mener du?
Ella Rentheim
.
Ja det mener jeg. Jeg har sagt dig det
før engang ikveld. Du har myrdet kærlig-
hedslivet i den kvinde, som elske{ <...> }d dig. Og
som du elsked igen. Så vidt du kunde
elske nogen da. (med opløftet arm) Og
derfor så spår jeg dig det, – John Gabri-
el Borkman, – du vinder aldrig den pris,
du kræved for mordet. Du får aldrig
Faksimile
side: 212

212.

holde noget sejersindtog i dit kolde,
mørke rige!
Borkman

(vakler hen til bænken og sætter sig
tungt ned)
Jeg frygter næsten at du får ret i
den spådom, Ella.
Ella Rentheim

(henne hos ham)
Du skal ikke frygte for det , John. Just
det vilde være det bedste, som kunde ti-
mes dig.
Borkman

(med et skrig; griber sig for brystet)
Ah –! (mat) Nu slap den mig.
Ella Rentheim

(rusker i ham)
Hvad var det, John!
Borkman

(synker bagover mod lænet)
Det var en ishånd, som greb mig i
hjertet.
Faksimile
legg: 55, side: 213
55.
213.
Ella Rentheim
.
John! Fornam du ishånden nu!
Borkman

(mumler)
Nej. – Ingen ishånd. – En malmhånd
var det.
( Han glider helt ned på bænken)
Ella Rentheim

(river kåben af sig og dækker over ham)
Bliv rolig liggende der du ligger! Jeg
skal gå og hente hjælp til dig.
( Hun gør et par skridt mod højre; så
standser hun, går tilbage og føler læn-
ge på hans puls og hans ansigt)
Ella Rentheim

(sagte og fast)
Nej. Bedst så, John Borkman. Bedst
så for dig.
( Hun breder kåben tættere om ham og
sætter sig ned i snéen foran bænken)
(Kort stilhed)
(Fru Borkman, hyllet i overtøj, kom-
Faksimile
side: 214

214.

mer gennem skogen til højre. Foran hende
Stuepigen med en tændt lygte)
Stuepigen

(lyser i snéen )
Jo, jo, frue. Her har vi sporene efter dem –
Fru Borkman

( ser spejdende om sig)
Ja her er de! Der borte sidder de på bænken.
(råber) Ella!
Ella Rentheim

(rejser sig)
Leder du efter os?
Fru Borkman

(hårdt)
Ja, det må jeg vel gøre.
Ella Rentheim

(peger)
Sé , her ligger han, Gunhild.
Fru Borkman
.
Sover!
Ella Rentheim

En
(nikker)
Faksimile
side: 215
215.
En dyb og lang sø{ <...> }vn, tror jeg. ˹S˺
Fru Borkman

(udbrydende)
Ella! (behersker sig og spørger dæmpet) Er
det sket – frivilligt?
Ella Rentheim
.
Nej.
Fru Borkman

(lettet)
Altså ikke h ved egen hånd?
Ella Rentheim
.
Nej. Det var en isnende malmhånd, som
tog ham i hjertet.
Fru Borkman

(til pigen)
Hent hjælp. Få fat på fok folk fra gården.
Stuepigen
.
Ja vel, frue. (sagte) I Jøssu navn da –
( Hun går ud gennem skogen til højre)
Fru Borkman

(står bagved bænken)
Natteluften har altså dræbt ham –
Faksimile
side: 216
216.
Ella Rentheim
.
Så er det vel.
Fru Borkman
.
– ham, den stærke mand.
Ella Rentheim

(går hen foran bænken)
Vil du ikke sé på ham, Gunhild?
Fru Borkman

(afværgende)
Nej, nej, nej. (dæmper stemmen) Han var en
bergmands søn, – han, bankchefen. Kunde ik-
ke tåle det friske drag.
Ella Rentheim
.
Det var nok snarere kulden, som dræbte
ham.
Fru Borkman

(ryster på hovedet )
Kulden, siger du? Kulden, – den havde
dræbt ham for længe siden.
Ella Rentheim

(nikker til hende)
Og skabt os to om til skygger, ja.
Faksimile
legg: 56, side: 217
56.
217.
Fru Borkman
.
Du har ret i det.
Ella Rentheim

(med et smærteligt smil)
En død og to skygger, – det har kulden
virket.
Fru Borkman
.
Ja, hjertekulden. – Og så kan vel vi to ræk-
ke hinanden hånden da, Ella.
Ella Rentheim
.
Jeg tænker, vi kan det nu.
Fru Borkman
.
Vi to tvillingsøstre – over ham, vi begge
har elsket.
Ella Rentheim
.
Vi to skygger – over den døde mand.
(Fru Borkman, bag bænken, og Ella
Rentheim foran, rækker hinanden hæn-
derne)

Forklaringer

Tegnforklaring inn her